Читать онлайн Peer Gynt / Пер Гюнт бесплатно

© ООО «Издательство АСТ», 2025

Peer Gunt

Den tegn

Åse, en bondemands enke.

Peer Gynt, hendes søn.

To kærringermed kornsække.

Aslak, en smed.

Bryl-lupsgæster.

Køgemester.

Spillemand, o. s. v.

Et par indflytterfolk.

Solvejg og lille Helga, deres døttre.

Bonden på Hægstad.

Ingrid, hans datter.

Brudgommen og hans forældre.

Tre sæterjenter.

En grønklædt kvinde.

Dovregubben.

En hoftrold.

Flere lignende. Troldjomfruer og troldunger. Et par hekse. Tomtegubber, nisser, hougfolk, o. s. v.

En styg unge.

En stemme i mørket.

Fugleskrig.

Kari, en husmandskone.

Master Cotton,

Monsieur Ballon,

Deherrer v. Eberkopf

og Trumpeterstråle,

rejsende herrer.

En tyv og en hæler.

Anitra, en beduinerhøvdings datter.

Arabere, slavinder,

dansende piger, o. s. v.

Memnonstøtten (syngende.)

Sfinxen ved Gizeh(stum person.)

Begriffenfeldt, professor, dr. phil., forstander for dårekisten i Kairo.

Huhu, en målstræver fra Malebarkysten.

Hussejn, en østerlandsk minister.

En fellahmed en kongemumie.

Flere dårekistelemmer samt deres vogtere.

En norsk skipper

og hans mandskab.

En fremmed passager.

En prest.

Et ligfølge.

En lensmand.

En knappestøber.

En mager person.

(Handlingen, der begynder i førstningen af dette århundrede og slutter henimod vore dage, foregår dels i Gudbrandsdalen og på højfjeldene deromkring, dels på kysten af Marokko, dels i ørkenen Sahara, i dårekisten i Kairo, på havet, o. s. v.)

Første handling

(En lid med løvtrær nær ved Åses gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)

(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover gangstien. Åse, moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skælder.)

Åse

Peer, du lyver!

Peer Gynt

(uden at standse.)

Nej, jeg gør ej!

Åse

Nå, så band på, det er sandt!

Peer Gynt

Hvorfor bande?

Åse

Tvi; du tør ej!

Alt ihob er tøv og tant!

Peer Gynt

(står.)

Det er sandt – hvert evigt ord!

Åse

(foran ham.)

Og du skæms ej for din moer?

Først så render du tilfjelds

månedsvis i travle ånnen,

for at vejde ren på fånnen,

kommer hjem med reven pels,

uden byrse, uden vildt; —

og til slut med åbne øjne

mener du at få mig bildt

ind de værste skytterløgne! —

Nå, hvor traf du så den bukken?

Peer Gynt

Vest ved Gendin.

Åse

(ler spotsk.)

Rigtig, ja!

Peer Gynt

Hvasse vinden bar ifra;

bag et oreholdt forstukken

han i skaresneen grov

efter lav —

Åse

(som før.)

Ja rigtig, ja!

Peer Gynt

Pusten holdt jeg, stod og lytted,

hørte knirken af hans hov,

så af ene hornet grenene.

Derpå varsomt mellem stenene

frem på bugen jeg mig flytted.

Gemt i røsen op jeg glytted; —

slig en buk, så blank og fed,

skulde du vel aldrig set!

Åse

Nej, bevares vel!

Peer Gynt

Det smaldt!

Bukken stupte bums i bakken.

Men i samme stund, han faldt,

sad jeg skrævs på bukkeryggen,

greb ham i det venstre øre,

vilde netop kniven køre

bagom skolten ind i nakken; —

hej! da skreg han vildt, den styggen,

stod med et på alle fire,

slog mig med et agterkast

ud af næven kniv og slire,

skrued mig om lænden fast,

stemte hornene mod læggen,

klemte mig som i en tang; —

dermed satte han på sprang

bent fremover Gendin-eggen!

Åse

(uvilkårligt.)

Jesu navn da —!

Peer Gynt

Har du set den

Gendin-eggen nogen gang?

Den er halve milen lang,

hvas bortefter, som en ljå.

Udfor bræer, skred og lider,

rakt nedover urder grå,

kan en se til begge sider

lukt i vandene, som blunder

svarte, tunge, mer end tretten-

hundred alen nedenunder. —

Langsmed eggen han og jeg

skar os gennem vejret vej.

Aldrig red jeg slig en fole!

Midt imod, der vi for fram,

var det som der gnistred sole.

Brune ørnerygge svam

i det vide svimle slug

midtvejs mellem os og vandene, —

sakked agterud, som fnug.

Isflak brast og brød mod strandene;

men der var ej døn at høre;

bare hvirvlens vætter sprang,

som i dans; – de sang, de svang

sig i ring for syn og øre!

Åse

(svimmel.)

Å, Gud trøste mig!

Peer Gynt

Med et,

på en rådløs bråbrat plet,

foer ivejret rype-steggen,

flaksed kaglende, forskræmt,

fra den knart, hvor han sad gemt,

klods for bukkens fod på eggen.

Bukken gjorde halvt omkring,

satte med et himmelspring

udfor dybet med os begge!

(Åse vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)

Bag os bergets svarte vægge,

under os et bundløst slug!

Først vi kløvte lag af tåger,

kløvte så en flok af måger,

som igennem luften vigende

fløj til alle kanter skrigende.

Nedad, uden stands, foer toget.

Men i dybet glittred noget

hvidlet, som en rensdyrbug. —

Moer, det var vort eget billed,

som igennem fjeldsø-stillet

op mod vandets skorpe piled

i den samme vilde fart,

som i den vi nedad kiled.

Åse

(gisper efter vejret.)

Peer! Gud fri mig —! Sig det snart —!

Peer Gynt

Buk fra luften, buk fra bunden,

stangedes i samme stunden

så at skummet om os klasked.

Ja, der lå vi nu og plasked. —

Langt om længe, du, vi nåde

nordre landet på en måde;

bukken svam, og jeg hang bag ham; —

jeg foer hjem —

Åse

Men bukken, du?

Peer Gynt

Å, han går der vel endnu; —

(knipser i fingrene, svinger sig på hælen og tilføjer):

kan du finde ham, så tag ham!

Åse

Og du har ej knækket nakken?

Ikke begge lår engang?

Ikke ryggebenet brudt?

O, Vorherre, – prisen, takken,

skyldes dig, som hjalp min gut! —

Brogen har dog fået en revne;

men det er knapt værd at nævne,

når en minds, hvad meget værre

kunde hænds i sligt et sprang —!

(standser pludselig, ser på ham med åben mund og store øjne, kan længe ikke finde ord, endelig udbryder hun):

O, din fandens ræglesmed;

kors og kors, hvor du kan lyve!

Remsen, som du kommer med,

minds jeg nu at jeg har kendt

som en jente på de tyve.

Gudbrand Glesne er det hændt, —

ikke dig, du —!

Peer Gynt

Mig, som ham,

Sligt kan mer end engang hændes.

Åse

(arrig.)

Ja, en løgn kan endevendes,

stadses op med brask og bram,

klædes i en nygjort ham,

så dens magre skrot ej kendes.

Det er det, som du har gjort,

laget alt så vildt og stort,

uglet ud med ørnerygge

og med alt det andet stygge,

løjet ligt og uligt væk,

skrønet ind slig målløs skræk,

at en kends ej ved tilsidst,

hvad en længst har hørt og vidst!

Peer Gynt

Hvis en anden snakked slig,

skulde helseløs jeg slå ham!

Åse

(grædende.)

Å, Gud give jeg lå lig;

gid jeg sov i svarte jorden!

Bøn og gråd ej bider på ham —

Peer, du er og blir forloren!

Peer Gynt

Kære, vakkre, lille moer,

du har ret i hvert et ord; —

vær så blid og glad —

Åse

Ti stille!

Kan jeg glædes, om jeg vilde,

jeg, som har sligt svin til søn?

Må det ikke bittert krænke

mig, en stakkars magtløs enke,

stødt at fange skam for løn?

(græder igen.)

Hvad har slægten nu tilbage

fra din farfars velmagtsdage?

Hvor er skæpperne med mynt

efter gamle Rasmus Gynt?

Faer din gav dem fødder, han, —

ødte dem så glat som sand,

købte jord i alle sogne,

kørte med forgyldte vogne —.

Hvor er det, som gik tilspilde

ved det store vintergilde,

da hver gæst lod glas og flaske

bag sin ryg mod væggen klaske!

Peer Gynt

Hvor er sneen fra ifjor?

Åse

Du skal tie for din moer!

Se tilgårds! Hver andet rude-

hul er fyldt med gamle klude.

Hægn og skigard ligger nede,

fæet står for vejr og væde,

eng og aker ligger brak,

hver en måned blir jeg pantet —

Peer Gynt

Ti så med den kærringsnak!

Ofte nok har lykken skrantet,

og så kom den højst påfode!

Åse

Der er saltstrød, hvor den grode.

Kors, men du er storkarl, du, —

lige kaut og kry endnu,

lige knøv, som dengang presten,

der han kom fra København,

spurgte dig om døbenavn,

bandte på at sligt et nemme

sakned mangen prins derhjemme,

så at faer din gav ham hesten

med en slæde til, som tak

for den vennesæle snak. —

Hå; ja da var alting gildt!

Provst, kaptejn og hele resten

hang her dagstødt, åd og drak,

fyldte sig, så fast de sprak.

Men i nød skal kendes næsten.

Her blev folketomt og stilt

samme dag da «Jon med skæppen»

tog ivej med kramkarl-skræppen.

(tørrer øjnene med forklædet.)

Ak, du er dog stærk og stor,

skulde stå som stav og støtte

for din gamle skrale moer, —

skulde gårdens gerning skøtte,

værge slumpen af din arv; —

(græder påny.)

å, Gud hjælpe mig for nytte

jeg har havt af dig, din skarv!

Hjemme ligger du i gruen,

roder rundt i kul og emmer;

mellem bygdens folk du skræmmer

jenterne fra gildestuen, —

gør mig spe på alle kanter,

slås med sognets værste fanter —

Peer Gynt

(går fra hende.)

Lad mig være.

Åse

(følger efter.)

Kan du nægte

du var fremste mand i laget

i det store basketaget,

som for nylig stod på Lunde,

der i slogs som olme hunde?

Var det ikke dig, som knækte

armen på han Aslak smed, —

eller idetmindste brækte

ene fingren hans af led?

Peer Gynt

Hvem har fyldt dig med slig præk?

Åse

(hidsig.)

Husmandskonen hørte hylene!

Peer Gynt

(gnider albuen.)

Ja, men det var mig, som skreg.

Åse

Dig?

Peer Gynt

Ja, moer, – for jeg fik pryglene.

Åse

Hvad for noget?

Peer Gynt

Han er spræk.

Åse

Hvem er spræk?

Peer Gynt

Han, Aslak, ved jeg.

Åse

Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!

Slig en slarvet fyldebøtte,

slig en rangler, slig en dranket

drammesluger har dig banket?

(græder igen.)

Mangen skam og skændsel led jeg;

men at dette skulde ske,

det var dog den værste spe.

Lad ham være nok så spræk; —

skal du derfor være vek?

Peer Gynt

Om jeg hamrer eller hamres, —

ligefuldt så skal der jamres.

(ler.)

Trøst dig moer —

Åse

Hvad har du løjet

nu igen?

Peer Gynt

Ja, denne gang.

Tør så gråden pent af øjet; —

(knytter den venstre hånd.)

se, – med denne knibetang

holdt jeg hele smeden bøjet;

højre næven var min slægge —

Åse

O, din slagsbror! Du vil lægge

mig i graven med din færd!

Peer Gynt

Nej da, du er bedre værd;

tyve tusend gange bedre;

Lille, stygge, snille moer,

du kan lide på mit ord,

hele bygden skal dig hædre,

bare vent til jeg får gjort

noget – noget rigtigt stort!

Åse

(blæser.)

Du!

Peer Gynt

Hvem ved, hvad en kan møde!

Åse

Gid du bare blev så klog,

at du engang kunde bøde

flængen i din egen brog!

Peer Gynt

(hidsig.)

Jeg skal blive konge, kejser!

Åse

Å, Gud trøste mig, nu rejser

sidste resten af hans vid!

Peer Gynt

Jo, jeg skal! Giv bare tid!

Åse

Ja, giv tid, så blir du prins,

siges der, om ret jeg minds!

Peer Gynt

Du skal se, moer!

Åse

Hold din mund!

Du er gal i bund og grund. —

Nå, det er forresten sandt, —

noget var der blevet af dig,

hvis du ikke dagstødt gav dig

af med løgn og tøv og tant.

Hægstadjenten var dig god.

Let du havde vundet spillet,

hvis du rigtig havde villet —

Peer Gynt

Tror du?

Åse

Gamlen har ej kræfter

til at stå sit barn imod.

Han er stivsindt på en måde;

men tilslut får Ingrid råde,

og hvor hun går, fod for fod

stavrer knarken arrig efter.

(begynder igen at græde.)

Ak, min Peer; en grundrig jente, —

odelsjente! Tænk dig til; —

hvis du bare havde villet,

stod du nu som brudgom gild, —

du, som går her svart og fillet!

Peer Gynt

(rask.)

Kom, så vil vi ja-ord hente!

Åse

Hvor?

Peer Gynt

På Hægstad!

Åse

Stakkars dig;

den er stængt, den friervej!

Peer Gynt

Hvorfor det?

Åse

Ak, jeg må sukke!

Spildt er stunden, spildt er heldet —

Peer Gynt

Nå?

Åse

(hulkende.)

Mens du i Vesterfjeldet

gennem luften red på bukke,

har Mads Moen fæstet jenten!

Peer Gynt

Hvad? Den kvindfolkskræmsel! Han —!

Åse

Ja, hun taer ham nu til mand.

Peer Gynt

Vent mig her, til jeg får spændt en

hest for kærren —

(vil gå.)

Åse

Spar sligt spræl.

Bryllupet skal stå imorgen —

Peer Gynt

Pyt; jeg kommer jo ikveld!

Åse

Tvi dig; vil du øge sorgen

med et læs af hvermands spot?

Peer Gynt

Trøst dig. Alting skal gå godt.

(skriger og ler på engang.)

Hejsan, moer! Vi sparer kærren;

det taer tid at hente mærren —

(løfter hende ivejret.)

Åse

Slip mig!

Peer Gynt

Nej, på mine arme

bær jeg dig til bryllupsgården!

(vader ud i elven.)

Åse

Hjælp! Vorherre sig forbarme!

Peer! Vi drukner —

Peer Gynt

Jeg er båren

til en gildere død —

Åse

Ja visst;

du blir sagtens hængt tilsidst!

(rusker ham i håret.)

O, dit ubæst!

Peer Gynt

Hold nu fred;

her er glat og slim på bunden.

Åse

Asen!

Peer Gynt

Ja brug bare munden;

det gør ingen mand fortred.

Så; nu skrår det atter op —

Åse

Slip ej taget!

Peer Gynt

Hejsan, hop!

Vi skal lege Peer og bukken; —

(galoperende.)

Jeg er bukken, du er Peer!

Åse

Å, jeg ved ej af mig mer!

Peer Gynt

Ser du; nu er evjen rukken; —

(vader iland.)

giv så bukken pent et kys;

det får være tak for skyds —

Åse

(slår ham på øret.)

Der er tak for skydsen!

Peer Gynt

Au! Den betaling var for snaud!

Åse

Slip mig!

Peer Gynt

Først til bryllupsgården.

Vær min talsmand. Du er klog;

snak med ham, den gamle dåren;

sig, Mads Moen er et drog —

Åse

Slip!

Peer Gynt

Og sig ham så tilslut,

hvad Peer Gynt er for en gut.

Åse

Ja, det kan du bande på!

Du skal vakkert skudsmål få.

Skildres skal du for og agter;

alle dine fandens fagter,

skal jeg nævne grejdt og grant —

Peer Gynt

Så?

Åse

(sparker i arrighed.)

Jeg skal ej stagge munden,

før den gamle hidser hunden

på dig, som du var en fant!

Peer Gynt

Hm; så får jeg gå alene.

Åse

Ja, men jeg skal komme efter!

Peer Gynt

Snille moer, du har ej kræfter —

Åse

Ikke det? Jeg er så sindt,

at jeg kunde knuse stene!

Hu, jeg kunde æde flint!

Slip mig!

Peer Gynt

Ja, ifald du lover —

Åse

Intet! Jeg vil med der over,

De skal vide, hvem du er!

Peer Gynt

Nej, du får nok vente her.

Åse

Aldrig! Jeg vil med i laget!

Peer Gynt

Får ej lov.

Åse

Hvad vil du gøre?

Peer Gynt

Sætte dig på kværnetaget.

(sætter hende derop. Åse skriger.)

Åse

Løft mig ned!

Peer Gynt

Ja, vil du høre —?

Åse

Sludder!

Peer Gynt

Snille moer, jeg beer —

Åse

(kaster en græstørv efter ham.)

Løft mig ned på timen, Peer!

Peer Gynt

Turde jeg, så visst jeg vilde.

(nærmere.)

Husk nu på at sidde stille.

Ikke spark og spænd med benene,

ikke riv og rusk i stenene, —

ellers kan det gå dig ilde;

du kan dratte ned.

Åse

Dit bæst.

Peer Gynt

Ikke spræl!

Åse

Gid du var blæst

som en bytting ud af verden!

Peer Gynt

Fy da, moer!

Åse

Tvi!

Peer Gynt

Giv mig heller

din velsignelse til færden.

Vil du? Hvad?

Åse

Jeg vil dig dænge,

om du end er nok så stor!

Peer Gynt

Ja, far vel da, kære moer!

Hav nu tål; jeg blir ej længe.

(går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger:)

Husk så på, du ikke spræller!

(går.)

Åse

Peer! – Gud hjælpe mig, nu går han!

Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,

vil du høre! – Nej, der skrår han

over jordet —!

(skrigende.)

Hjælp! Jeg svimler!

(To kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen.)

Første kærring

Kors; hvem skriger?

Åse

Det er mig!

Anden kærring

Åse! Se, – så højt på strå?

Åse

Dette her vil lidt forslå; —

snart, Gud bedre mig, jeg himler!

Første kærring

Signe rejsen!

Åse

Hent en stige;

jeg vil ned! Den fandens Peer —

Anden kærring

Sønnen jers?

Åse

Nu kan I sige,

I har set, hvor han sig ter.

Første kærring

Vi skal vidne.

Åse

Hjælp mig bare;

jeg vil bent til Hægstad fare —

Anden kærring

Er han der?

Første kærring

Så blir I hævnet;

smeden kommer og til stævnet.

Åse

(vrider hænderne.)

Å, Gud trøste mig for gutten!

de taer livet hans til slutten!

Første kærring

Ak, den lod er tidtnok drøftet;

trøst jer med, det så er laget!

Anden kærring

Hun er rent fra sans og vid.

(råber opover:)

Ejvind, Anders! Hej, kom hid!

En mandsstemme

Hvad er fat?

Anden kærring

Peer Gynt har løftet

moer sin op på kværnetaget!

(En liden højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)

(Peer Gynt kommer ad en gangsti, går raskt henimogærdet, standser og ser ud, hvor udsigten åbner sig.)

Peer Gynt

Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.

(stiger halvt over; så betænker han sig.)

Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?

(skygger for øjnene og ser bortover.)

Nej. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —

Hm, det er kanske rettest jeg vender.

(trækker atter benet til sig.)

Stødt så flirer de bag ens ryg,

og tisker, så det tvers igennem en brænder.

(går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)

Den, som havde noget stærkt at drikke.

Eller den, som kunde gå uformærkt. —

Eller den, som var ukendt. —

Noget rigtig stærkt

var bedst, for så bider latteren ikke.

(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskerne. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)

En mand

(i samtalen.)

Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.

En kone

Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.

(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)

Peer Gynt

(sagte.)

Var det mig, de snakked om?

(med et tvungent slæng.)

Å, lad dem snakke!

De kan da vel ikke livet af mig rakke.

(kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hænderne under hovedet og stirrer op i luften.)

For en underlig sky. Den ligner en hest.

Der er mand på med, – og sadel —

og grime. —

Bagefter rider en kærring på en lime.

(ler småt ved sig selv.)

Det er moer. Hun skælder og skriger:

dit bæst; hejda, Peer! —

(lidt efter lidt lukker han øjnene.)

Ja, nu er hun bange. —

Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. —

Hesten har sølvtop og guldsko fire.

Selv har han handsker og sabel og slire.

Kåben er sid og med silke foret.

Gilde er de, som ham følger i sporet.

Ingen dog sidder så stout på folen.

Ingen dog glittrer som han imod solen. —

Nede står folk i klynger langs gærdet,

løfter på hatten og glaner ivejret.

Kvinderne neje sig. Alle kan kende

kejser Peer Gynt og hans tusende svende.

Tolvskillingsstykker og blanke marker

ned han som småsten på vejen sparker.

Rige som grever blir alle i bygden.

Peer Gynt rider tvers over havet i højden.

Engellands prins står på stranden og venter.

Det samme gør alle Engellands jenter.

Engellands stormænd og Engellands

kejser, der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.

Kejseren letter på kronen og siger —!

Aslak smed

(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet.)

Nej, se da; Peer Gynt,

det drukne svin —!

Peer Gynt

(farer halvt ivejret.)

Hvad, kejser —!

Smeden

(læner sig til gærdet og smågriner.)

Rejs på dig, gutten min!

Peer Gynt

Hvad djævelen! Smeden!

Hvad godt vil du?

Smeden

(til de andre.)

Lunde-sviren hænger nok i ham endnu.

Peer Gynt

(springer op.)

Gå med det gode!

Smeden

Jeg skal så, ja.

Men karl, hvor kommer du sidst ifra?

Sex uger væk. Var du bergtagen! Hvad?

Peer Gynt

Jeg har gjort underlige gerninger, smed!

Smeden

(blinker til de andre.)

Lad os høre, Peer!

Peer Gynt

Kommer ingen ved.

Smeden

(lidt efter.)

Du skal vel til Hægstad?

Peer Gynt

Nej.

Smeden

En tid

de sagde, jenten derborte var dig blid.

Peer Gynt

Du svarte korp —!

Smeden

(viger lidt.)

Ikke harm dig, Peer;

Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler —;

tænk; søn til Jon Gynt!

Følg med tilgårds;

der kommer både ung-lam

og enker tilårs —

Peer Gynt

Til helved —!

Smeden

Du finder nok en som vil ha'e dig. —

God kveld!

Nu hilser jeg bruden fra dig. —

(de går under latter og hvisken.)

Peer Gynt

(ser en stund efter dem, gør et kast og vender sig halvt om.)

For mig kan Hægstad-jenten sig gifte

med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!

(ser nedover sig.)

Brogen revnet. Fillet og fæl. —

Den som havde noget nyt at skifte.

(stamper i bakken.)

Kunde jeg med et slagtertag

rive dem ringagten ud af bringen!

(ser sig pludselig om.)

Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? —

Hm, jeg syntes så visst – Nej, det var

nok ingen. – Jeg vil hjem til moer.

(går opover men standser igen og lytter mod bryllupsgården.)

De spiller til dans!

(stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnene lyser; hangnider sig langsad benene.)

For en mylder af jenter!

Syv-otte tilmands!

Å, piskende død, —

jeg må med i laget! —

Men moer, som sidder på kværnetaget —

(Øjnene drages nedover igen; h an hopper og ler.)

Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!

Ja, han Guttorm med felen er glup!

Det låter og sprætter, som fos i et stup.

Og så hele den glittrende jenteflokken! —

Ja, piskende død må jeg med i laget!

(sætter med et spring over gærdet og nedover vejen.)

(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbage. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. SpilleManden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbage mellem bygningerne; >ældre folk sidder hist og her i samtale.)

En kone

(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke.)

Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;

men det skal en aldrig ændse.

Køgemesteren

(i en anden flok.)

Nu får I, godtfolk,

på dunken lænse.

En mand

Tak, som byder;

men du skænker for tidt.

En gut

(til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden.)

Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!

Jenten

Stryg, så det ljomer udover engene!

Jenter

(i ring om en gut, som danser.)

Gildt kast var det!

En jente

Han er spænstig i læggen!

Gutten

(dansende.)

Her er højt til loftet og vidt til væggen!

Brudgommen

(smågrædende, nærmer sig faderen, som står i samtale med et par andre, og trækker ham i trøjen.)

Hun vil ikke, faer; hun er så kaut!

Faderen

Hvad vil hun ikke?

Brudgommen

Hun har stængt sig inde.

Faderen

Nå, så se du kan nøglen finde.

Brudgommen

Jeg ved ikke vejen.

Faderen

Du er et naut!

(vender sig til de andre igen. Brudgommen driver bortover tunet.)

En gut

(fra bagsiden af huset.)

Jenter! Nu kommer der liv i tingen!

Peer Gynt er på gården!

Smeden

(der nys er trådt til.)

Hvem har bedt ham?

Køgemesteren

Ingen.

(går mod huset.)

Smeden

(til jenterne.)

Snakker han til jer, så hør ikke på ham!

En jente

(til de andre.)

Nej; vi lader, som vi aldrig så ham.

Peer Gynt

(kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderne.)

Hvem er den sprækeste jente i ringen?

En enkelt

(til hvem han nærmer sig.)

Ikke jeg.

En anden

Ikke jeg.

En tredje

Ja, jeg ikke heller.

Peer Gynt

(til en fjerde.)

Så kom da du, før en bedre sig melder.

Jenten

(vender sig.)

Har ikke tid.

Peer Gynt

(til en femte.)

Så du!

Jenten

(idet hun går.)

Jeg skal hjem.

Peer Gynt

Ikveld? Er du rent fra sans og samling.

Smeden

(lidt efter, halvhøjt.)

Peer; der går hun til dans med en gamling.

Peer Gynt

(vender sig rask til en ældre mand.)

Hvor er de ledige, du!

Manden

Find dem frem.

(går fra ham.)

(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skjult og sky mod flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre klynger. Hvor han kommer bliver der taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)

Peer Gynt

(sagte.)

Øjekast; sylhvasse tanker og smil.

Det gnisler, som sagbladet under en fil!

(han stryger sig langs gærdet. Solvejg, med lille Helga ved hånden, kommer ind på tunet i følge med forældrene.)

En mand

(til en anden i nærheden af Peer Gynt.)

Se indflytterfolket.

Den anden

De vesterfra?

Første

Ja, de fra Hedalen.

Anden

Rigtig! ja.

Peer Gynt

(træder ivejen for de kommende, peger på Solvejg og spørger manden):

Får jeg danse med datter din?

Manden

(stille.)

Får så; men først

må vi ind og hilse på folk i huset.

(de går ind.)

Køgemesteren

(til Peer Gynt, idet han byder drikke.)

Er du kommen, så skal du vel stikke

på kruset!

Peer Gynt

(ser ufravendt efter de gående.)

Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst.

Køgemesteren går fra ham.

Peer Gynt

(Ser mod huset og ler.)

Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!

Skotted ned på skoen

og det hvide sprede —!

Og så holdt hun i moderens skørteflig,

og bar en salmebog svøbt i et klæde —!

Jeg må se på den jenten.

(vil ind i stuen.)

En gut

(kommer med flere derfra.)

Peer, går du alt

fra dansen?

Peer Gynt

Nej.

Gutten

Men så stævner du galt!

(tager ham i akslen for at vende ham.)

Peer Gynt

Lad mig slippe forbi!

Gutten

Er du ræd for smeden?

Peer Gynt

Jeg ræd?

Gutten

Ja, du minds vel på Lunde forleden?

(Flokken ler og går ned til dansepladsen.)

Solvejg

(i døren.)

Du er visst den gutten, som vilde danse?

Peer Gynt

Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?

(tager hende i hånden.)

Kom så!

Solvejg

Ikke for langt, sa'e moer!

Peer Gynt

Sa'e moer? Sa'e moer! Er du født ifjor?

Solvejg

Du gør nar —!

Peer Gynt

Du er dog en unge næsten.

Er du voksen?

Solvejg

Jeg gik ivåres til presten.

Peer Gynt

Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere.

Solvejg

Jeg heder Solvejg. —

Og hvad heder du?

Peer Gynt

Peer Gynt.

Solvejg

(trækker hånden til sig.)

Å, kors da!

Peer Gynt

Hvad er det nu?

Solvejg

Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere.

(går fra ham.)

Brudgommen

(trækker i sin moder.)

Moer, hun vil ikke —!

Moderen

Vil ikke? Hvad?

Brudgommen

Vil ikke, moer!

Moderen

Hvad?

Brudgommen

Lette på låsen.

Faderen

(sagte og arrig.)

Å, du var værd at bindes i båsen!

Moderen

Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra'.

(de går bortover.)

En gut

(som kommer med en hel sværm fra dansepladsen.)

Lidt brændevin, Peer?

Peer Gynt

Nej.

Gutten

Bare lidt?

Peer Gynt

(ser mørkt på ham.)

Har du noget?

Gutten

Det kunde nok hænde.

(trækker en lommeflaske frem og drikker.)

Ah! hvor det river! – Nå?

Peer Gynt

Lad mig kende.

(drikker.)

En anden

Nu får du også smage på mit.

Peer Gynt

Nej!

Den samme

Å, snak; vær nu ingen tåbe.

Drik du, Peer!

Peer Gynt

Så giv mig en dråbe.

(drikker igen.)

En jente

(halvsagte.)

Kom, lad os gå.

Peer Gynt

Er du ræd for mig, tøs?

En tredje gut

Hvem er ikke ræd for dig!

En fjerde

På Lunde

viste du jo hvad konster du kunde.

Peer Gynt

Jeg kan mer end som så,

når jeg først slår mig løs!

Første gut

(hviskende.)

Nu kommer han sig!

Flere

(slår kreds om ham.)

Fortæl; fortæl!

Hvad kan du?

Peer Gynt

Imorgen —!

Andre

Nej, nu ikveld!

En jente

Kan du hekse, Peer?

Peer Gynt

Jeg kan mane fanden!

En mand

Det har bedstemoer kunnet

før jeg blev født!

Peer Gynt

Løgnhals! Hvad jeg kan,

kan ingen anden.

Jeg har engang manet ham ind i en nødd.

Den var ormstukken, ser I!

Flere

(leende.)

Det er grejdt at skønne!

Peer Gynt

Han banded og græd og vilde mig lønne

med ligt og uligt —

En i flokken

Men måtte derind?

Peer Gynt

Ja vel. Jeg dytted hullet med en pind.

Hej! I skulde hørt ham surre og rumle!

En jente

Nej, tænk!

Peer Gynt

Det var plent som en hører en humle.

Jenten

Har du ham endnu i nødden?

Peer Gynt

Nej,

nu er den djævel strøgen sin vej.

Det er hans skyld at smeden har lagt mig for had.

En gut

Så, du?

Peer Gynt

Jeg gik til smidjen og bad

han vilde knække den nøddeskallen.

Det lovte han! lagde den bort på pallen;

men Aslak er nu så hårdhændt, han; —

og stødt så skal han nu bruge slæggen —

En stemme fra flokken

Slog han fanden ihjæl?

Peer Gynt

Han slog som en mand.

Men fanden hytted sig, for som en brand

tvers gennem taget og kløvte væggen.

Flere

Og smeden —?

Peer Gynt

Stod der med stegte hænder.

Siden den dag var vi aldrig venner.

(almindelig latter.)

Nogle

Den ræglen er god!

Andre

Den er snart hans bedste!

Peer Gynt

Tror I, jeg digter ihob?

En mand

Å nej,

det er du fri for; jeg kender det meste

fra farfaer —

Peer Gynt

Løgn! Det er hændt med mig!

Manden

Det er jo alting.

Peer Gynt

(med et slæng.)

Hej, jeg kan ride

rakt gennem luften på gilde heste!

Å, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide.

(Skoggerlatter igen.)

En i flokken

Peer, rid lidt i luften!

Mange

Ja, kære Peer Gynt —

Peer Gynt

I har ikke nødig at trygle så tyndt.

Jeg skal ride som et uvejr over jer alle!

Hele sognet skal mig tilfode falde!

En ældre mand

Nu er han rivende gal.

En anden

Det fæ!

En tredje

Storskryder!

En fjerde

Løgnhals!

Peer Gynt

(truer mod dem.)

Ja vent, skal I se!

En mand

(halvdrukken.)

Ja vent; du skal få dig en børstet trøje!

Flere

En mørbanket ryg! Et blåmalet øje!

(Sværmen spreder sig, de ældre i vrede, de yngre under spot og latter.)

Brudgommen

(tæt indved ham.)

Du, Peer, er det sandt du kan ride i luften?

Peer Gynt

(kort.)

Alting, Mads! Du må tro, jeg er kar', jeg.

Brudgommen

Så har du vel også usynligheds-kuften?

Peer Gynt

Hatten, mener du? Ja, den har jeg.

(vender sig fra ham. Solvejg går over tunet med Helga ved hånden.)

Peer Gynt

(mod dem; det lysner i ham.)

Solvejg! Å, det er godt du kommer!

(griber hende om håndledet.)

Nu skal jeg svinge dig spræk og gild!

Solvejg

Slip mig!

Peer Gynt

Hvorfor?

Solvejg

Du er så vild.

Peer Gynt

Vild er renbukken med, når det gryr mod sommer.

Kom så, jente; vær ikke tvær!

Solvejg

(trækker armen til sig.)

Tør ikke.

Peer Gynt

Hvorfor?

Solvejg

Nej, du har drukket.

(går bortover med Helga.)

Peer Gynt

Den, som havde sit knivsblad stukket

tvers igennem dem, – en og hver!

Brudgommen

(puffer ham med albuen.)

Kan du ikke hjælpe mig ind til bruden?

Peer Gynt

(tankespredt.)

Bruden? Hvor er hun?

Brudgommen

På stabburet.

Peer Gynt

Nå.

Brudgommen

Å, du, Peer Gynt, du får friste på!

Peer Gynt

Nej, du får være min hjælp foruden.

(en tanke skyder op i ham; han siger sagte og hvast:)

Ingrid på stabburet!

(nærmer sig Solvejg.)

Har du betænkt dig?

Solvejg vil gå; han træder ivejen.)

Peer Gynt

Du skæms, fordi jeg ser ud som en fant.

Solvejg

(hastigt.)

Det gør du ikke; det er ikke sandt!

Peer Gynt

Jo! Og så er jeg lidt på en kant;

men det var på trods, for du havde krænkt mig.

Kom så!

Solvejg

Tør ikke nu, om jeg vilde!

Peer Gynt

Hvem er du ræd for?

Solvejg

Mest for faer.

Peer Gynt

Faer? Ja vel; han er af de stille!

Hælder han med øret? Hvad? – Nå, svar!

Solvejg

Hvad skal jeg svare?

Peer Gynt

Er faer din læser?

Er ikke du og moer din med?

Nå, vil du svare!

Solvejg

Lad mig gå i fred.

Peer Gynt

Nej!

(dæmpet, men hvast og skræmmende.)

Jeg kan skabe mig om til en trold!

Jeg skal komme for sengen din inat klokken tolv.

Hører du nogen, som hvæser og fræser,

så må du ikke bilde dig ind det er katten.

Det er mig, du! Jeg tapper dit blod i en kop;

og din vesle syster, hende æder jeg op;

ja, for du skal vide, jeg er varulv om natten; —

jeg skal bide dig over lænder og ryg —

(slår på engang om og beder som i angst):

Dans med mig, Solvejg!

Solvejg

(ser mørkt på ham.)

Nu var du styg.

(går ind i stuen.)

Brudgommen

(kommer drivende igen.)

Du skal få en stud, vil du hjælpe mig!

Peer Gynt

Kom!

(De går bag huset. Idetsamme kommer en stor flok fra dansepladsen; de fleste er drukne. Larm og opstyr. Solvejg, Helga og forældrene kommer med endel ældre folk ud i døren.)

Køgemesteren

(til smeden, som er fremmest i flokken.)

Hold fred!

Smeden

(trækker trøjen af.)

Nej, nu skal her æskes dom.

Peer Gynt eller jeg skal i bakken bændes.

Nogle

Ja, lad dem nappes!

Andre

Nej, bare skændes!

Smeden

Næver må til; her båder ej ord.

Solvejgs fader

Styr dig, mand!

Helga

Vil de slå ham, moer?

En gut

Lad os heller gøgle med

alle hans løgne!

En anden

Sparke ham af laget!

En tredje

Spytte ham i øjne!

En fjerde

(til smeden.)

Stikker du op, du?

Smeden

(kaster trøjen fra sig.)

Øget skal slagtes!

Indflytterkonen

(til Solvejg.)

Der kan du se hvor den tomsing agtes.

Åse

(kommer med en kæp i hånden.)

Er sønnen min her? Nu skal han ha'e stryg!

Nej, hvor inderligt jeg skal dænge ham!

Smeden

(brætter skjorteærmene op.)

Til slig en krop er påken for myg.

Nogle

Smeden vil dænge ham!

Andre

Flænge ham!

Smeden

(spytter i hænderne og nikker til Åse.)

Hænge ham!

Åse

Hvad! Hænge min Peer! Ja, prøv om I tør; —

Åse og jeg, vi har tænder og klør!

Hvor er han?

(råber henover tunet.)

Peer!

Brudgommen

(kommer løbende.)

Å, Guds død og plage!

Kom, faer og moer, og —!

Faderen

Hvad er ivejen?

Brudgommen

Tænk, Peer Gynt —!

Åse

(skriger.)

Har de taget ham afdage?

Brudgommen

Nej, Peer Gynt —! Se, opover hejen —!

Mængden

Med bruden!

Åse

(lader kæppen synke.)

Det ubæst!

Smeden

(som himmelfalden.)

I bratteste fjeldet

klyver han, ja-Gud, på gedens vis!

Brudgommen

(grædende.)

Han bær' hende, moer, s

om en bær' en gris!

Åse

(truer op til ham.)

O, gid du faldt ned og —!

(skriger i angst.)

Træd varsomt i hældet!

Hægstadbonden

(kommer barhovedet og hvid af vrede.)

Jeg tager hans liv for det bruderov!

Åse

Å, nej Gud straffe mig om I får lov!

Anden handling

(En trang fjeldsti højt oppe. Det er tidlig morgen.)

(Peer Gynt går ilsomt og uvilligt langs stien. Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde ham tilbage.)

Peer Gynt

Gå ifra mig!

Ingrid

(grædende.)

Efter dette! Hvor?

Peer Gynt

Så langt du vil for mig.

Ingrid

(vrider hænderne.)

O, hvad svig!

Peer Gynt

Unyttig trætte.

Hver får gå sin egen vej.

Ingrid

Brot – og brot igen os binder!

Peer Gynt

Djævlen stå i alt, som minder!

Djævlen stå i alle kvinder, —

uden en —!

Ingrid

Hvem er den ene?

Peer Gynt

Ikke dig.

Ingrid

Hvem er det da?

Peer Gynt

Gå! Gå did du kom ifra!

Fort! Til faer din!

Ingrid

Kære, vene —!

Peer Gynt

Ti!

Ingrid

Du kan umuligt mene,

hvad du siger.

Peer Gynt

Kan og vil.

Ingrid

Lokke først, – og så forskyde!

Peer Gynt

Og hvad kår har du at byde?

Ingrid

Hægstad gård og mere til.

Peer Gynt

Har du salmebog i klædet?

Har du guldfaks over nakken?

Skotter du nedover spredet?

Holder du din moer i stakken?

Svar!

Ingrid

Nej; men —?

Peer Gynt

Gik du til presten

nu ivår da?

Ingrid

Nej, men Peer —?

Peer Gynt

Har du blygsel over øjet?

Kan du nægte, når jeg beer?

Ingrid

Kors; jeg tror, hans vid er fløjet —!

Peer Gynt

Blir der helg, når en dig ser?

Svar!

Ingrid

Nej, men —

Peer Gynt

Hvad er så resten!

(vil gå.)

Ingrid

(træder ivejen.)

Ved du, det er halsløs dåd,

hvis du sviger?

Peer Gynt

Får så være.

Ingrid

Du kan vinde gods og ære,

hvis du taer mig —

Peer Gynt

Har ej råd.

Ingrid

(brister i gråd.)

O, du lokked —!

Peer Gynt

Du var villig.

Ingrid

Trøstløs var jeg!

Peer Gynt

Jeg var yr.

Ingrid

(truende.)

Ja, men boden blir dig dyr!

Peer Gynt

Dyrest bod får kaldes billig.

Ingrid

Står du fast ved dit?

Peer Gynt

Som sten.

Ingrid

Godt; så se da, hvem som vinder!

(går nedover.)

Peer Gynt

(tier en stund; med et skriger han):

Djævlen stå i alt, som minder!

Djævlen stå i alle kvinder!

Ingrid

(drejer hovedet og råber hånligt op):

Uden en!

Peer Gynt

Ja; uden en.

(de går hver sin vej.)

(Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op.)

(Åse, fortvivlet, råber og ser sig om til alle sider. Solvejg har ondt for at holde skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.)

Åse

(fægter med armene og river sig i håret.)

Alting er imod mig med vredens vælde!

Himmel og vand og de stygge fjelde!

Himlen vælter skodde for at forvilde ham!

Det lumske vand vil ved livet skille ham!

Fjeldene vil slå ham med skred og rap; —

og så menneskene! De er ude på drab!

Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!

O, den bytting; at fanden skulde friste ham!

(vender sig til Solvejg.)

Ja, er det ikke rent utænkeligt sligt? —

Han, som stødt for med løgn og digt; —

han, som bare i munden var stærk;

han, som aldrig har prøvet et dugeligt værk; —

han —! En kunde både græde og le! —

O, vi holdt sammen i nød og ve.

Ja, for du skal vide, manden min drak,

for bygden rundt med dårskab og snak,

ødte og trådte vor velstand under fod.

Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.

Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;

for det falder mig så svært at stå rigtig imod.

Det er så fælt at se skæbnen under øjne;

og så vil en jo gerne ryste sorgerne af sig,

og prøve som bedst at skyde tankerne fra sig.

En bruger brændevin, en anden bruger løgne;

å, ja! så brugte vi eventyr

om prinser og trolde og alleslags dyr.

Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,

de fandens rægler skulde i ham hængt?

(forfærdet igen.)

Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!

Peer! Peer! – Deroppe på haugen —!

(løber op over en liden højde og ser over vandet. Indflytter-folkene kommer til.)

Åse

Ikke spor at se!

Manden

(stille.)

Det er værst for ham.

Åse

(grædende.)

Ak, min Peer! Mit fortabte lam!

Manden

(nikker mildt.)

Ja, rigtig. Fortabt.

Åse

Nej, snak ikke slig!

Han er så glup. Der er ingen ham lig.

Manden

Du dårlige kvinde!

Åse

Å-ja, å-ja;

jeg er dårlig; men gutten er bra'!

Manden

(altid dæmpet og med milde øjne.)

Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt.

Åse

(angst.)

Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt!

Manden

Tror du han kan for sin syndegæld sukke?

Åse

(ivrig.)

Nej, men han kan ride i luften på bukke!

Konen

Kors, er I gal?

Manden

Hvad siger I, moer?

Åse

Ingen gerning er ham for stor.

I skal se, får han bare leve så længe —

Manden

Bedst var det, I så ham i galgen hænge.

Åse

(skriger.)

Kors i Jesu navn!

Manden

Under mestermands hænder

tør ske, at hans sind sig til anger vender.

Åse

(fortumlet.)

Å, I snakker mig snart i svime!

Vi må finde ham!

Manden

Frelse hans sjæl.

Åse

Og krop!

Sidder han i myren, må vi drage ham op;

er han bergtagen, må vi efter ham kime.

Manden

Hm! – Her er fævej —

Åse

Gud lønne jer rigt,

at I hjælper mig tilrette!

Manden

Det er kristenpligt.

Åse

Tvi; da er de hedninger, alle de andre!

Der var ikke en, som med vilde vandre —

Manden

De har kendt ham for godt.

Åse

Han var dem for gild!

(vrider hænderne.)

Og tænk, – og tænk, hans liv står på spil!

Manden

Her er spor af mandefod.

Åse

Her må vi lede;

Manden

Under sæteren vor vil vi flokken sprede.

(han og konen går foran.)

Solvejg

(til Åse.)

Fortæl mig lidt mere.

Åse

(tørrer øjnene.)

Om sønnen min?

Solvejg

Ja; —

alting!

Åse

(smiler og knejser med nakken.)

Alting? —

Træt blev du da!

Solvejg

Før blir I træt af talen at føre,

end jeg af at høre.

(Lave træløse højder opunder fjeldvidden; tinder længere borte. Skyggerne falde lange; det er sent på dagen.)

Peer Gynt

(kommer i fuldt sprang og standser i bakken.)

Hele sognet er efter i flok!

De har væbnet sig både med rifle og stok.

Fremst kan en høre

Hægstadgubben tude. —

Nu spørges det vidt, at Peer Gynt er ude!

Det er noget andet end at baske med en smed!

Det er liv! En blir bjørn i hvert et led.

(slår om sig og springer ivejret.)

Bryde, vælte, stemme fossen imod!

Slå! Rykke furuen op med rod!

Det er liv! Det kan både hærde og højne!

Til helved med alle de vasne løgne!

Tre sæterJenter

(løber over bakkerne, skrigende og syngende.)

Trond i Valfjeldet! Bård og Kåre!

Troldpak!

Vil I sove i armene vore?

Peer Gynt

Hvem skriger I efter?

Jenterne

Efter trold! Efter trold!

Første jente

Trond! Far med lempe!

Anden jente

Bård! Far med vold!

Tredje jente

I sælet står alle koverne tomme!

Første jente

Vold er lempe!

Anden jente

Og lempe er vold!

Tredje jente

Fattes der gutter, en leger med trold!

Peer Gynt

Hvor er gutterne da?

Alle tre

(skoggerleende.)

De kan ikke komme!

Første jente

Min kaldte mig både for kærest og frænke.

Nu er han gift med en halvgammel enke.

AndEn jente

Min mødte en tatertøs nord i lien.

Nu traver de to på fantestien.

Tredje jente

Min tog løsungen vor afdage.

Nu står hans hoved og griner på en stage.

AndEn jente

Trond i Valfjeldet! Bård og Kåre!

Troldpak! Vil I sove i armene vore?

Peer Gynt

(står med et spring imellem dem.)

Jeg er tre hoders trold,

og tre jenters gut!

Jenterne

Er du slig karl, du?

Peer Gynt

I får dømme til slut!

Første jente

Til sælet! Til sælet!

Anden jente

Vi har mjød!

Peer Gynt

Lad den flomme!

Tredje jente

Denne lørdagsnat skal ingen kover

stå tomme!

Anden jente

(kysser ham.)

Han gnistrer og sprutter som glohede jernet.

Tredje jente

(ligeså.)

Som barneøje fra svarteste tjernet.

Peer Gynt

(danser i flokken.)

Hugen sturen og tanken kåd.

I øjet latter; i halsen gråd!

Jenterne

(gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger.)

Trond i Valfjeldet! Bård og Kåre!

Troldpak! – Fik I sove i armene vore?

(de danser bortover højderne med Peer Gynt imellem sig.)

(Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende snetoppe rundt om.)

Peer Gynt

(kommer yr og forvildet.)

Slot over slot sig bygger!

Hej, for en skinnende port!

Stå! Vil du stå! Det rygger

længer og længere bort!

Hanen på fløjen løfter

vingerne sine til flugt; —

alt blåner sig bort i kløfter,

og berget er låst og lukt. —

Hvad er det for stammer og rødder,

som vokser af åsens spræk?

Det er kæmper med hegrefødder!

Nu dåner de også væk.

Det vimrer, som regnbustrimer;

det skær mig i sind og syn.

Hvad er det, som langvejs kimer?

Hvad vægt på mit øjenbryn!

Hu, hvor det værker i panden. —

En brændende glohed ring —!

Jeg kan ikke mindes, hvem fanden

der bændte mig den omkring!

(segner ned.)

Flugt over Gendin-eggen.

Digt og forbandet løgn?

Opover bratteste væggen

med bruden, – og drukken et døgn;

jaget af høg og af glenter,

truet af trold og sligt,

turet med galne jenter; —

løgn og forbandet digt!

(stirrer længe opad.)

Der sejler to brune ørne.

Mod sør går de vilde gæs.

Og her skal jeg traske og tørne

i mudder og søl tilknæs!

(springer ivejret.)

Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i

de hvasseste vindes bad!

Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i

det skinnende døbefad!

Jeg vil ud over sæterbøen;

jeg vil ride mig skær tilsinds;

jeg vil fram over salte sjøen,

og højt over Engellands prins;

Ja, glan kun, I unge Jenter;

min færd kommer ingen ved;

det er ikke gavn at I venter —!

Jo, kanske jeg svipper derned. —

Hvad nu da? De brune ørne —?

Jeg mener fanden dem tog! —

Der rejser sig gavlens hjørne;

det højnes i hver en krog;

det vokser sig op af gruset; —

se, porten vidåben står!

Ha, ha, nu kender jeg huset;

det er farfars nybygte gård;

Væk er de gamle klude;

væk gærdet, som stod for fald.

Det glittrer fra hver en rude;

der er lag i den store sal.

Der hørte jeg provsten klaske

med knivsryggen mod sit glas; —

der slængte kaptejnen sin flaske,

så spejlvæggen sprak i knas. —

Lad ødes; lad gå tilspilde!

Ti, moer; det er lige fedt!

Den rige Jon Gynt holder gilde;

Hurra for den gyntske æt!

Hvad er det for ståk og stønnen?

Hvad er det for skrig og skrål?

Kaptejnen råber på sønnen;

å, provsten vil drikke min skål.

Ind da, Peer Gynt, til dommen;

den lyder i sang og klang:

Peer Gynt, af stort est du kommen,

og til stort skalst du vorde engang!

(springer fremad, men render næsen mod et bergstykke, falder og blir liggende.)

(En lid med store susende løvtræer. Stjerner blinker gennem løvet; fugle synger i trætoppene.)

(En grønklædt kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter under alleslags forelskede fagter.)

Den grønklædte

(standser og vender sig.)

Er det sandt?

Peer Gynt

(skærer med fingeren over struben.)

Så sandt, som jeg heder Peer; —

så sandt, som du er en dejlig kvinde!

Vil du ha'e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;

du skal hverken træde væven eller spinde.

Mad skal du få, så du er færdig at sprække.

Aldrig skal jeg dig i håret trække —

Den grønklædte

Ikke slå mig heller!

Peer Gynt

Nej, var det ligt?

Vi kongssønner slår ikke kvindfolk og sligt.

Den grønklædte

Er du kongssøn?

Peer Gynt

Ja.

Den grønklædte

Jeg er Dovrekongens datter.

Peer Gynt

Er du det? Se, se; det træffer jo godt.

Den grønklædte

Inde i Ronden har faer min sit slot.

Peer Gynt

Da har moer min et større, såvidt jeg fatter.

Den grønklædte

Kender du faer min?

Han heder kong Brose.

Peer Gynt

Kender du moer min?

Hun heder dronning Åse.

Den grønklædte

Når faer min er sindt, så sprækker fjelde.

Peer Gynt

De raper, bare moer min taer på at skælde.

Den grønklædte

Faer min kan spænde under højeste hvælven.

Peer Gynt

Moer min kan ride gennem strideste elven.

Den grønklædte

Har du anden klædning, end de fillerne der?

Peer Gynt

Hå, du skulde se mine søndagsklæer!

Den grønklædte

Jeg går til hverdags i guld og silke.

Peer Gynt

Det tykkes dog ligere stry og stilke.

Den grønklædte

Ja, der er et, du må komme ihug;

så er nu Rondefolkets skik og brug:

tvefold laget er alt vort eje.

Kommer du frem til min faders gård,

tør det hænde sig let, at du er påveje

til at tro, du i styggeste stenrøsen står.

Peer Gynt

Ja, er det ikke akkurat sligt hos os?

Alt guldet vil tykkes dig rusk og bos?

og kanske vil du tro, hver glittrende rude

er en bylt af gamle hoser og klude.

Den grønklædte

Svart tykkes hvidt,

og stygt tykkes vent.

Peer Gynt

Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent.

Den grønklædte

(falder ham om halsen.)

Ja, Peer, så ser jeg,

vi to passer sammen!

Peer Gynt

Som benet og brogen; som håret og kammen.

Den grønklædte

(råber bort i liden.)

Brudehest! Brudehest! Kom, brudehesten min!

(En kæmpestor gris kommer løbende med en tougstump til grime og en gammel sæk til sadel. Peer Gynt svinger sig op og tager Den grønklædte foran sig.)

Peer Gynt

Hejsan! Vi skal stryge gennem Rondeporten ind!

Rap dig, rap dig, min ganger god!

Den grønklædte

(kælen.)

Ak, nylig gik jeg så stur og mod —.

Nej, en ved aldrig hvad der kan hændes!

Peer Gynt

(prygler grisen og traver afsted.)

På ridestellet skal storfolk kendes!

(Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde, tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans børn og >nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt står for ham. Stærk røre i salen.)

Hoftroldene

Slagt ham! Kristenmands søn har dåret

Dovregubbens veneste mø!

En troldunge

Må jeg skære ham i fingren?

En anden troldunge

Må jeg rive ham i håret?

En troldjomfru

Hu, hej, lad mig bide ham i låret!

Troldheks

(med en slev.)

Skal han lages til sod og sø?

En anden Troldhek

(med retterkniv.)

Skal han steges på spid eller brunes i gryde?

Dovregubben

Isvand i blodet!

(vinker sine fortrolige nærmere til sig.)

Lad os ikke skryde.

Vi er gået tilagters i de senere år;

vi ved ikke mer om det ramler eller står,

og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.

Desuden er gutten fast uden lyde,

og stærkbygget med, såvidt jeg ser.

Sandt nok, han har kun et eneste hode;

men datter min har jo heller ikke fler.

Tre hoders trolde går rent af mode;

selv tvehoder får en knapt øje på,

og de hoder er endda kun så som så,

(til Peer Gynt.)

Altså, det er min datter, du kræver?

Peer Gynt

Din datter og riget i medgift, ja.

Dovregubben

Det halve får du, imens jeg lever,

og det andet halve, når jeg engang

falder fra.

Peer Gynt

Det er jeg nøjd med.

Dovregubben

Ja, stop, min gut! —

du har også nogle tilsagn at give.

Brydes et af dem, er hele pagten brudt,

og du slipper ikke herfra ilive.

For det første må du love, at du aldrig ændser

hvad der ligger udenfor Rondernes grænser;

dag skal du sky, og dåd og hver lysbar plet.

Peer Gynt

Får jeg kaldes for konge,

så holdes det let.

Dovregubben

Dernæst, – nu vil jeg i kløgt

dig prøve —

(rejser sig i sædet.)

Det

ældste hoftrold

(til Peer Gynt.)

Lad se, om du har en visdomstand,

som kan Dovregubbens gådenødd kløve!

Dovregubben

Hvad er forskellen mellem trold og mand?

Peer Gynt

Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.

Stortrold vil stege og småtrold vil klore; —

ligeså hos os, hvis bare de turde.

Dovregubben

Sandt nok; vi er ens i det og mer.

Men morgen er morgen og kveld er kveld,

så forskel blir der nu lige vel. —

Nu skal du høre hvad det er for noget:

Derude, under det skinnende hvælv,

mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»

Herinde hos os mellem troldenes flok

det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»

Hoftroldet

(til Peer Gynt.)

Øjner du dybden?

Peer Gynt

Det tykkes mig tåget.

Dovregubben

«Nok», min søn, det kløvende, stærke

ord må stå i dit våbenmærke.

Peer Gynt

(river sig bag øret.)

Nej, men —

Dovregubben

Det må, skal du her vorde herre!

Peer Gynt

Ja, skidt; lad gå;

det er jo ikke værre —

Dovregubben

Dernæst må du lære at sætte pris

på vor jævne hjemlige levevis.

(han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o. s. v. bringer mad og drikke.)

Koen giver kager og studen mjød;

spørg ej om den smager sur eller sød;

hovedsagen er, det får du ej glemme,

den er brygget herhjemme.

Peer Gynt

(støder sagerne fra sig.)

Fanden med eders hjemlige drik!

Jeg vænner mig aldrig til landsens skik.

Dovregubben

Bollen følger med, og den er af guld.

Hvo guldbollen ejer, ham er datter min huld.

Peer Gynt

(grundende.)

Der står jo skrevet:

Du skal tvinge din natur; —

og i længden falder drikken vel mindre sur.

Lad gå!

(føjer sig.)

Dovregubben

Se, det er fornuftigt sagt.

Du spytter?

Peer Gynt

En får håbe på vanens magt.

Dovregubben

Dernæst må du kaste dine kristenmands-klæder;

thi det skal du vide til vort Dovres hæder:

her er alting fjeldvirket, ingenting fra dalen,

undtagen silkesløjfen yderst på halen.

Peer Gynt

(vred.)

Jeg har ingen hale!

Dovregubben

Så kanst du få.

Hoftrold, bind ham min søndagshale på.

Peer Gynt

Nej, om du får!

Vil I gøre mig til nar?

Dovregubben

Bejl aldrig til datter min med bagen bar.

Peer Gynt

Gøre mennesker til dyr!

Dovregubben

Min søn, du fejler;

jeg gør dig bare til en høvelig bejler.

Du skal få en brandgul sløjfe at bære,

og det gælder her for den højeste ære.

Peer Gynt

(betænksomt.)

Der siges jo, mennesket er kun et fnug.

Og lidt får en lempes efter skik og brug.

Bind væk!

Dovregubben

Du est en medgørlig fyr.

Hoftroldet

Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!

Peer Gynt

(arrig.)

Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?

kræver I også min kristenmands-tro?

Dovregubben

Nej, den kan du gerne beholde i ro.

Troen går frit; den lægges ingen told på;

det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.

Bare vi er ens i lader og klædsel,

kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.

Peer Gynt

Du er dog, de mange vilkår tiltrods,

mere rimelig karl, end en skulde frygte.

Dovregubben

Min søn, vi trolde er bedre

end vort rygte;

det er også en forskel mellem jer og os. —

Dog, endt er gildets alvorlige del;

nu vil vi ører og øjne fryde.

Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!

Dansemø, frem!

Træd Dovrehallens fjæl!

(Spil og dans.)

Hoftroldet

Hvad tykkes dig?

Peer Gynt

Tykkes, hm! —

Dovregubben

Tal uden frygt.

Hvad ser du?

Peer Gynt

Noget ustyggelig stygt.

Med kloven slår en bjeldeko

et tarmestrængt spil.

I stuthoser tripper en purke dertil.

Hoftroldene

Æd ham!

Dovregubben

Husk, han har menneskesanser!

Troldjomfruer

Hu, riv af ham både øre og øje!

Den grønklædte

(grædende.)

Huhu! Sligt må vi høre og døje,

når jeg og søster min spiller og danser!

Peer Gynt

Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,

det ved du, er aldrig så ilde ment.

Den grønklædte

Tør du bande på det?

Peer Gynt

Både dansen og spillet

var, katten klore mig, rigtig pent.

Dovregubben

Det er underligt med den menneskeart;

den hænger i så mærkværdigt længe.

Får den i dyst med os en flænge,

sætter den vel ar, men den heles snart.

Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;

villig har han kastet kristenmands-brogen,

villig har han drukket af mjødpokalen,

villig har han bundet bag på sig halen, —

så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,

at trygt jeg tænkte, den gamle Adam

var engang for alle på porten jaget;

men se, med et har han overtaget.

Ja-ja, min søn, så må du i kur

mod denne hersens menneskenatur.

Peer Gynt

Hvad vil du gøre?

Dovregubben

I venstre øjet

jeg risper dig lidt, så ser du skævt;

men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.

Så skærer jeg ud den højre ruden —

Peer Gynt

Er du drukken?

Dovregubben

(lægger nogle skarpe redskaber på bordet.)

Her ser du glasmestertøjet.

Spjeld skal du få, som den olme studen.

Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, —

og aldrig vil synet dit kverves, som før,

af trippende purker og bjeldekør —

Peer Gynt

Det er galmands snak!

Det

ældste hoftrold

Det er Dovregubbens tale;

han er den vise og du den gale!

Dovregubben

Tænk efter, hvor megen fortræd og plage

du kan fri dig for mellem år og dage.

Kom dog ihug, at synet er kilden

til grådens argende beske lud.

Peer Gynt

Sandt nok; og der står i huspostillen:

forarger dig øjet, så slå det ud.

Hør! Sig mig, når heles så synet igen

til menneskesyn?

Dovregubben

Ingensinde, min ven.

Peer Gynt

Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.

Dovregubben

Hvad vil du udenfor?

Peer Gynt

Gå min vej.

Dovregubben

Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!

men udad går ikke Dovregubbens grind.

Peer Gynt

Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?

Dovregubben

Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!

Du har gaver for troldskab.

Ikke sandt, han ter

sig allerede nu så temmelig troldeligt?

Og trold vil du være?

Peer Gynt

Ja-Gud vil jeg så.

For en brud og et velskøttet rige på købet

kan jeg finde mig i at noget går i løbet.

Men alting i verden er der måde på.

Halen har jeg taget, det er ganske sandt;

men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;

brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;

men jeg kan vel igen få den på mig knappet.

Og sagtens kan jeg også få losset båden

for denne dovriske levemåden.

Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;

en ed kan en altid jo æde i sig; —

men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,

at en ikke som et skikkeligt menneske

kan dø, at gå som et bergtrold

alle sine dage, —

dette her, at en aldrig kan træde tilbage,

som der står i bogen, det lægger du vind på;

men det er noget, som jeg aldrig går ind på.

Dovregubben

Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;

og da er jeg ikke til at gantes med.

Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?

Først så kommer du min

datter for nær —

Peer Gynt

Det er løgn i din hals!

Dovregubben

Du må hende ægte.

Peer Gynt

Tør du sige mig på, at —?

Dovregubben

Hvad? Kan du nægte,

hun var i din attrå og i din begær?

Peer Gynt

(blæser.)

Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?

Dovregubben

Mennesket blir sig dog altid ligt.

Ånden bekender I alle med kæverne;

dog agtes kun det,

som kan fakkes med næverne.

Så du mener, at attråen intet gælder?

Vent; du skal snart få syn for sagn —

Peer Gynt

Du fisker mig ikke med løgnens agn!

Den grønklædte

Min Peer, du er faer før året hælder.

Peer Gynt

Luk op; jeg skal ud.

Dovregubben

I et bukkeskind

får du ungen efter dig.

Peer Gynt

(tørrer sveden af sig.)

Gid jeg var vågnet!

Dovregubben

Skal han skikkes til kongsgården?

Peer Gynt

Skik ham på sognet!

Dovregubben

Godt, prins Peer; den sagen blir din.

Men den ting er sikker, at gjort er gjort,

item at din afkom vil vokse;

sligt blandingskræ vokser

urimelig fort —

Peer Gynt

Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;

Vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.

Du skal vide, jeg er hverken

prins eller rig; —

og enten du så vil måle eller veje mig,

kan du tro du vinder ikke stort ved a

t eje mig.

(den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger.)

Dovregubben

(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han):

Hiv ham i knas mod bergvæggen, børn!

Troldungerne

Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!

Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!

Dovregubben

Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnat!

(går.)

Peer Gynt

(jaget af troldungerne.)

Slip mig, djævelstøj!

(vil op gennem skorstenspiben.)

Troldungerne.

Tomtegubber! Nisser!

bid ham bag!

Peer Gynt

Au!

(vil ned gennem kælderlemmen.)

Troldungerne

Stæng alle ridser!

Hoftroldet

Hvor de morer sig, de små!

Peer Gynt

(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre.)

Vil du slippe, dit skarn!

Hoftroldet

(slår ham over fingrene.)

Tag varsomt, slyngel, på et kongeligt barn!

Peer Gynt

Et rottehul —!

(løber derhen.)

Troldungerne

Nissebroer!

Det må du spærre!

Peer Gynt

Den gamle var fæl; men de unge er værre!

Troldungerne

Flæng ham!

Peer Gynt

Ak; den der var liden, som en mus!

(løber om.)

Troldungerne

(myldrer omkring ham.)

Stæng gærde! Stæng gærde!

Peer Gynt

(grædende.)

Ak; var jeg en lus!

(falder om.)

Troldungerne

Nu i synet på ham!

Peer Gynt

(begravet i trolddyngen.)

Hjælp, moer, jeg dør!

(Kirkeklokker ringer langt borte.)

Troldungerne

Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!

(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder.)

(Bælmørke. Peer Gynt høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren.)

Peer Gynt

Giv svar! Hvem er du?

(En stemme i mørket.)

Mig selv.

Peer Gynt

Af vejen!

Stemmen

Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.

Peer Gynt

(vil igennem på et andet sted,

men støder imod.)

Hvem er du?

Stemmen

Mig selv.

Kan du sige det samme?

Peer Gynt

Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme!

Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!

Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!

(slår og hugger.)

Hvem er du?

Stemmen

Mig selv.

Peer Gynt

Det dumme svar

kan du gemme; det gør ikke sagen klar.

Hvad er du?

Stemmen

Den store Bøjgen.

Peer Gynt

Nå, så!

Før var gåden svart; nu tykkes den grå.

Af vejen, Bøjg!

Stemmen

Gå udenom, Peer!

Peer Gynt

Igennem!

(slår og hugger.)

Han faldt!

(vil frem, men støder imod.)

Hå, hå! Er her fler?

Stemmen

Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.

Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som fik mén.

Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.

Peer Gynt

(kaster grenen.)

Værget er troldsmurt;

men jeg har næver!

(slår sig igennem.)

Stemmen

Ja, lid på næverne; lid på kroppen.

Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.

Peer Gynt

(kommer igen.)

Atter og fram, det er lige langt; —

ud og ind, det er lige trangt!

Der er han! Og der! Og rundt om svingen!

Ret som jeg er ude, står jeg midt i

ringen. —

Nævn dig! Lad mig se dig!

Hvad er du for noget?

Stemmen

Bøjgen.

Peer Gynt

(famler omkring.)

Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.

Ingen skikkelse heller!

Det er som at tørne

i en dynge af knurrende halvvågne bjørne!

(skriger.)

Slå fra dig!

Stemmen

Bøjgen er ikke gal.

Peer Gynt

Slå!

Stemmen

Bøjgen slår ikke.

Peer Gynt

Kæmp! Du skal!

Stemmen

Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.

Peer Gynt

Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!

Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!

Bare noget at slås med.

Men det er her ikke. —

Nu snorker han! Bøjg!

Stemmen

Hvad godt?

Peer Gynt

Brug vold!

Stemmen

Den store Bøjgen vinder alting med lempe.

Peer Gynt

(bider sig i arme og hænder.)

Klør og flængende tænder i kødet!

Jeg må kende dryppet af mit eget blod.

(der høres som vingeslag af store fugle.)

Fugleskrig

Kommer han, Bøjg?

Stemmen i mørket.

Ja! fod for fod.

Fugleskrig

Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!

Peer Gynt

Skal du berge mig, jente, så gør det snart!

Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. —

Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!

Fugleskrig

Han vimrer!

Stemmen

Vi har ham.

Fugleskrig

Systre! Skyd fart!

Peer Gynt

For dyrt, at købe sig livet til

for slig en times tærende spil.

(synker sammen.)

Fuglene

Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!

(Klokkeringning og Salmesang høres langt borte.)

Bøjgen

(svinder ind til intet og siger i et gisp.)

Han var for stærk. Der stod kvinder

bag ham.

(Solopgang. På fjeldet udenfor Åses sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)

(Peer Gynt ligger sovende udenfor sætervæggen.)

Peer Gynt

(vågner, ser sig om med et sløvt og trægt øjekast. Han spytter.)

Den, som havde sig en ramsaltet sild!

(spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme.)

Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?

Helga

Det er Solvejg —

Peer Gynt

(springer op.)

Hvor er hun?

Helga

Bag sætervæggen.

Solvejg

(skjult.)

Kommer du nær, så sætter jeg på sprang!

Peer Gynt

(standser.)

Kanske du er ræd, jeg skal ta'e dig i fang?

Solvejg

Skam dig!

Peer Gynt

Ved du, hvor jeg var inat? —

Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.

Solvejg

Da var det vel, der blev ringet med klokker.

Peer Gynt

Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. —

Hvad siger du?

Helga

(grædende.)

Å, hun taer benene fat!

(løber efter.)

Vent!

Peer Gynt

(griber hende i armen.)

Se her, hvad jeg har i lommen!

En sølvknap, unge! Den skal du få,

bare snak godt for mig!

Helga

Slip; lad mig gå!

Peer Gynt

Der har du den.

Helga

Slip; der står nistebommen!

Peer Gynt

Gud nåde dig, hvis du ej —!

Helga

Uf, du skræmmer mig!

Peer Gynt

(spag; slipper hende.)

Nej, jeg mente: bed, at hun ikke

glemmer mig!

(Helga løber.)

Tredje handling

(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald.)

(Peer Gynt står i skjorteærmerne og fælder gavntømmer.)

Peer Gynt

(hugger på en stor furu med krogede grene.)

Å-ja, du er sejg, du gamle kall;

men det båder knapt, for du står for fald.

(hugger igen.)

Jeg ser nok, du har en ståltrådssærk;

men jeg flænger den, jeg, var den aldrig så stærk. —

Ja, ja; du ryster din krogede arm;

det er rimeligt nok, du er arg og harm;

men lige fuldt så skal du i knæ —!

(bryder med engang tvert af.)

Løgn! Det er bare et gammelt træ.

Løgn! Det er ingen stålklædt knark;

det er bare en furu med sprukken bark. —

Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;

men fandenskab når en både hugger og drømmer. —

Det skal væk, dette her, – at stå i tågen

og væve sig bort lyslevende vågen. —

Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.

(hugger en stund ilsomt.)

Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer

til at bære frem maden og duge dit bord.

Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,

hente det råt fra skog og elv,

spike dig tyri og nøre dig ild,

stulle og stelle og lage det til.

Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén;

vil du mure dig hus, får du bryde sten;

vil du tømre det op, får du fælde stokken

og bære den frem på din ryg til tråkken. —

(Øksen synker, han ser frem for sig.)

Gildt skal det bygges. Tårn og fløj

skal der være på tagryggen hæv og høj.

Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,

en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.

Messing skal der være på fløjen og låsen.

Glas får jeg ogsaa se jeg kan få.

Fremmede folk skal undres på

hvad det er, som skinner langt borti åsen.

(ler i harme.)

Helvedes løgn! Der var den igen.

Du er fredløs, gut!

(hugger hvast.)

En barktækt hytte

gør både i rusk og i frost sin nytte.

(ser opad træet.)

Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!

Der stuper han skrås efter hele sin længde; —

Det grøsser i ungskovens mylr og mængde!

(giver sig til at kviste stammen;

på engang lytter han og står

stille med hævet økse.)

Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,

du Hægstadgubbe; – du farer med svig.

(dukker bag træet og kigger frem.)

En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.

Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt

under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, —

lægger næven tilrette på en skigard-stav.

Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter —?

Uf da! Hug han ikke fingren af!

Hele fingren af! Han bløder, som en stud. —

Der sætter han på sprang med næven i en klud.

(rejser sig.)

Det er fanden til krop! En umistelig finger!

Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.

Håhå, nu mindes jeg —! Det er den eneste

måde at fri sig fra kongens tjeneste.

Så er det. De vilde ham i krigen skikke;

og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted —

Men hugge —? For altid skille sig ved —?

Ja, tænke det; ønske det; ville det med; —

men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!

(ryster lidt med hovedet; så går han til sit arbejde igen.)

(En stue nede hos Åse Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen.)

(Åse og husmandskonen i travlt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

Åse

(render til den ene side.)

Kari, hør her!

Konen

Hvad godt?

Åse

(på den anden side.)

Hør her —!

Hvor ligger —? Hvor finder jeg —?

Svar mig;

hvor er —?

Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!

Hvor er nøglen til kisten?

Konen

I nøglehullet.

Åse

Hvad er det, som ramler?

Konen

Det sidste læs

blir kørt til Hægstad.

Åse

(grædende.)

Jeg var tilfreds,

jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!

Å, hvad et menneske må tåle og friste!

Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!

Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget.

Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.

Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!

(sætter sig på sengekanten.)

Både gård og grund er ude af ætten;

strid var den gamle; men stridere

var retten; —

der var ikke hjælp og der var ikke nåde;

Peer var borte; ingen kunde mig råde.

Konen

Her i stuen får I dog sidde til jer død.

Åse

Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!

Konen

Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.

Åse

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!

Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.

Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; —

han er brotsmanden, han, og ingen anden;

den styggen fristed min stakkars gut!

Konen

Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?

Det står værre til, end I kanske tror.

Åse

Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten.

(farer op.)

Men nej-Gud om jeg kan!

Jeg er guttens moer;

jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;

lage det som bedst, når de andre svigter.

Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.

Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!

Hvor er hoserne?

Konen

Der, blandt det andet skrammel.

Åse

(roder om.)

Hvad finder jeg her? Å nej; en gammel

støbe-ske, Kari! Med den har han leget

knappestøber, smeltet og formet og præget.

Engang her var gilde, kom ungen ind

og bad sin faer at få en klump tin.

Ikke tin, sa'e Jon, men kong Kristians mynt;

sølv; det skal mærkes, du er søn til Jon Gynt;

Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,

og da ændsed han hverken tin eller guld.

Her er hoserne. Å, der er hul i hul;

de må stoppes, Kari!

Konen

Jeg mener, det trængs.

Åse

Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;

jeg kender mig så skral og så ussel

og klemt —

(glad.)

To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

Konen

Ja, rigtig har de det.

Åse

Det træffer sig nemt.

Den ene kan du tilside lægge.

Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —

den, han har på, er så slidt og tynd.

Konen

Men kors, moer Åse, det er visst synd!

Åse

Å ja; men du ved nok, presten forkynder

nåde for den og de andre synder.

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rensdyrhorn over døren. Sneen ligger høj. Det er i mørkningen.)

(Peer Gynt står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

Peer Gynt

(ler imellemstunder.)

Lås må der være; lås, som kan binde

døren for troldtøj, og mand og kvinde.

Lås må der være; lås, som kan lukke

for alle de arrige nissebukke. —

De kommer med mørket; de klapper og banker:

luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!

Under sengen vi pusler, i asken vi rager,

gennem piben vi rusler som gloende drager.

Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker

kan stænge for arrige nissebuktanker?

(Solvejg kommer på skier fremover moen; hun har et kaste-tørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

Solvejg

Gud signe dit arbejd. Du får ikke vrage mig.

Budsendt jeg kommer, og så får

du tage mig.

Peer Gynt

Solvejg! Det er ikke —! Jo, det er! —

Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

Solvejg

Bud har du skikket med Helga lille;

flere kom efter med vind og i stille.

Bud bar din moer i alt hun fortalte,

bud, som yngled, da drømmene dalte.

Nætterne tunge og dagene tomme

bar mig det bud, at nu fik jeg komme.

Det blev som livet var sluknet dernede;

jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.

Jeg vidste ikke trygt, hvad sind du åtte;

jeg vidste kun trygt, hvad jeg skulde og måtte.

Peer Gynt

Men faer din?

Solvejg

På hele Guds vide jord

har jeg ingen at kalde for faer eller moer.

Jeg har løst mig fra alle.

Peer Gynt

Solvejg, du vene, —

for at komme til mig?

Solvejg

Ja, til dig alene;

du får være mig alt, både ven og trøster.

(i gråd.)

Værst var det at slippe min lille syster; —

s. 99

men endda værre at skilles fra faer;

men værst ifra den, som ved brystet

mig bar; —

nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde

den sorg at skilles fra dem alle, – alle!

Peer Gynt

Og kender du dommen, som blev læst ivår?

Den skiller mig både ved arv og gård.

Solvejg

Mener du vel at for arv og eje

jeg skilte mig fra alle de kæres veje?

Peer Gynt

Og ved du forliget? Udenfor skogen

tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.

Solvejg

På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;

de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte:

jeg skal hjem.

Peer Gynt

Så væk med både spiger og planker!

Nu trænges ingen stængsel mod nissebuktanker.

Tør du gå ind for at leve med skytten,

så ved jeg der kommer vigsel over hytten.

Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!

Bare se på dig! Nej, hvor du er lys og skær!

Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er f

in og let!

Får jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig træt!

Jeg skal ikke smudse dig. Med strakte arme

skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!

Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage —;

å, men jeg har længtes både nætter og dage.

Her skal du se, jeg har tømret og bygt; —

det skal ned igen, du; her er ringt og stygt —

Solvejg

Ringt eller gildt, – her er efter mit sind.

Så let kan en puste mod den strygende vind.

Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;

det er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.

Men her, hvor en hører furuen suse, —

for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.

Peer Gynt

Og ved du det visst?

For alle dine dage?

Solvejg

Den vej, jeg har trådt, b

ær aldrig tilbage.

Peer Gynt

Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!

Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;

lunt skal det varme og bjart skal det lyse,

blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.

(han lukker op; Solvejg går ind. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)

Peer Gynt

Min kongsdatter!

Nu er hun funden og vunden!

Nej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!

(han griber øksen og går bortover; idetsamme træder en gammelagtig kvinde i en fillet grøn stak ud af holtet; en styg unge med en ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet.)

Kvinden

Godkveld, Peer Rapfod!

Peer Gynt

Hvad godt? Hvem der?

Kvinden

Gamle venner, Peer Gynt!

Min stue ligger nær.

Vi er grandfolk.

Peer Gynt

Så? Det er mer, end jeg ved.

Kvinden

Alt som hytten din bygtes,

bygte min sig med.

Peer Gynt

(vil gå.)

Jeg har bråhast —

Kvinden

Det har du altid, gut;

men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.

Peer Gynt

I mistaer jer, moer!

Kvinden

Jeg har før så gjort;

jeg gjorde så dengang du lovte så stort.

Peer Gynt

Jeg lovte —? Hvad fanden er det for snak?

Kvinden

Har du glemt den kveld, du hos faer

min drak?

Har du glemt —?

Peer Gynt

Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.

Hvad rører du om?

Når mødtes vi sidst?

Kvinden

Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.

(til ungen.)

Byd faer din drikke;

jeg mener han er tørst.

Peer Gynt

Faer? Er du drukken? Kalder du ham —?

Kvinden

Du kan da vel kende grisen på skindet!

Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam

på skanken, som du er lam på sindet?

Peer Gynt

Vil du bilde mig ind —?

Kvinden

Vil du vringle dig bort —

Peer Gynt

Denne langbente ungen —!

Kvinden

Han er vokset fort.

Peer Gynt

Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud —?

Kvinden

Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!

(grædende.)

Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,

som dengang du lokked mig i lider

og bakker?

I høst, da jeg fødte, holdt fanden

om min ryg,

og så er det rimeligt nok en blir styg.

Men dersom du vil se mig så ven, som før,

skal du bare vise jenten derinde på dør,

jage hende ud af sindet og synet; —

gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!

Peer Gynt

Vig fra mig, din troldheks!

Kvinden

Ja, se, om jeg gør!

Peer Gynt

Jeg skal slå dig i skallen —!

Kvinden

Ja; prøv, om du tør?

Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!

Jeg kommer igen hver evige dag.

Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.

Sidder du med jenten på bænkefjæl, —

blir du kælen, Peer Gynt, —

vil du lege og dægge, —

sætter jeg mig hos og kræver min del.

Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.

Far vel, kære gutten min, imorgen kan du gifte dig!

Peer Gynt

Din helvedes mare!

Kvinden

Men det er s'gu sandt!

Ungen får du fostre, din fodlette fant!

Vesle-fanden, vil du til faer din?

Ungen

(spytter på ham.)

Tvi!

Jeg skal hugge dig med øksen;

bare bi, bare bi!

Kvinden

(kysser ungen.)

Å nej, for hoved, der sidder på den krop!

Du blir faer din op af dage,

når du engang vokser op!

Peer Gynt

(stamper.)

Gid I var så langt —!

Kvinden

Som vi nu er nær?

Peer Gynt

(knuger hænderne.)

Og alt dette —!

Kvinden

Bare for tanker og begær!

Det er synd i dig, Peer!

Peer Gynt

Værst for en anden! —

Solvejg, mit reneste, skæreste guld!

Kvinden

Å ja; det svier til de skyldfri, sa›e fanden,

moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!

(hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham.)

Peer Gynt

(efter en lang taushed.)

Gå udenom, sa'e Bøjgen. En får så her. —

Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!

Det slog mur om hende, jeg var så nær;

her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. —

Udenom, gut! Der finds ikke vej

tvers igennem dette til hende fra dig.

Tvers igennem?

Hm, der skulde dog findes.

Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.

Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,

har glemt det meste, og her er ikke nogen

retledning at få i vilde skogen. —

Anger? Så skulde der kanske gå år,

før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.

Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,

og klinke det ihob af stumper og skår?

Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.

Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.

Men det var jo en løgn med det heksetryne!

Nu er alt det styggetøj ude af syne. —

Ja; ude af syne, men ikke af sind.

Smygende tanker vil følge mig ind.

Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!

Vil de også være med? Med skrat og harme

kræve, som hun, at krystes i fang,

løftes varligt og vent på strakte arme?

Udenom, gut; var armen så lang,

som furuens lægg eller granens stang, —

jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,

til at sætte hende fra mig menløs

og skær. —

Jeg får udenom dette på sæt og vis,

så det hverken blir vinding eller forlis.

En får skyde sligt fra sig og få det glemt —

(går nogle skridt mod hytten, men standser igen.)

Gå ind efter dette? Så styg og skæmt?

Gå ind med alt det troldskab i følge?

Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge —?

(kaster øksen fra sig.)

Det er helgedagskveld. At stævne til møde,

slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.

Solvejg

(i døren.)

Kommer du?

Peer Gynt

(halvhøjt.)

Udenom!

Solvejg

Hvad?

Peer Gynt

Du får vente.

Her er mørkt, og jeg har noget tungt

at hente.

Solvejg

Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.

Peer Gynt

Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.

Solvejg

Men ikke for langt, du!

Peer Gynt

Vær tålsom, jente;

langt eller kort, – du får vente.

Solvejg

(nikker efter ham.)

Ja, vente!

(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør.)

(Åses stue. Aften. En stok-ild brænder og lyser på skor-stenen. Katten på en stol ved sengefoden.)

(Åse ligger i sengen og famler urolig omkring på spredet.)

Åse

Nej, Herregud, kommer han ikke?

Det dryger så inderlig langt.

Jeg har ikke bud at skikke;

og sige ham har jeg så mangt.

Her er ikke stunder at miste!

Så bråt! Hvem skulde det tænkt!

Åse, dersom bare jeg vidste

jeg ikke har holdt ham for strængt!

Peer Gynt

(kommer.)

Godkveld!

Åse

Vorherre dig glæde!

Så kom du da, kære min gut!

Men hvor tør du færdes hernede?

Her er jo dit liv forbrudt.

Peer Gynt

Å, livet får være det samme.

Jeg måtte nu se herned.

Åse

Ja, nu står Kari tilskamme;

og jeg kan gå bort i fred!

Peer Gynt

Gå bort? Hvad er det du snakker?

Hvor er det du agter dig hen?

Åse

Ak, Peer, det mod enden lakker;

jeg har ikke langt igen.

Peer Gynt

(vrider på sig og går opover gulvet.)

Se så! Fra det tunge jeg render;

jeg mente, jeg her var fri —!

Er du kold på fødder og hænder?

Åse

Ja, Peer; det er snart forbi. —

Når du ser mine øjne briste,

må du lukke dem varligt til.

Og så får du sørge for kiste;

men, kære, lad den bli gild.

Å nej, det er sandt —

Peer Gynt

Ti stille!

Tidsnok at tænke på sligt.

Åse

Ja ja.

(ser uroligt om i stuen.)

Her ser du det lille

de levned. Det er dem ligt.

Peer Gynt

(med et vrid.)

Nu igen!

(hårdt.)

Jeg ved, jeg har skylden.

Hvad gavner, jeg mindes derom?

Åse

Du! Nej, den fordømte fylden,

fra den var det ulykken kom!

Kære gutten min, du var jo drukken;

da ved en ej selv hvad en gør;

og så havde du redet på bukken;

det var rimeligt nok, du var yr!

Peer Gynt

Ja, ja; lad den ræglen fare.

Lad fare den hele sag.

Hvad tungt er, det vil vi spare

til siden – en anden dag.

(sætter sig på sengekanten.)

Nu, moer, vil vi sammen snakke;

men bare om løst og fast, —

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er sårt og hvast. —

Nej, se da; den gamle katten;

så den er ilive endnu?

Åse

Den bær sig så stygt om natten;

du ved, hvad det varsler, du!

Peer Gynt

(afbøjende.)

Hvad er her for nyt i bygden?

Åse

(smilende.)

De siger, her findes etsteds

en jente, som stunder mod højden —

Peer Gynt

(hurtigt.)

Mads Moen, slår han sig tilfreds?

Åse

De siger, hun har ikke øre

for begge de gamles gråd.

Du skulde dog indom høre; —

du, Peer, vidste kanske råd —

Peer Gynt

Men smeden, hvor er han havnet?

Åse

Å ti med den skidne smed.

Jeg vil heller sige dig navnet

på hende, jenten, du ved —

Peer Gynt

Nej, nu vil vi sammen snakke, —

men bare om løst og fast,

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er sårt og hvast.

Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?

Kan du strække dig? Sengen er stut.

Lad mig se; – ja, mener jeg ikke

det er sengen, jeg lå i som gut?

Kan du mindes, hvor tidt om kvelden

du sad for min sengestok

og bredte over mig fellen,

og sang både stev og lok?

Åse

Ja, minds du! Så legte vi slæde,

når faer din i langfart for.

Fellen var karmesprede

og gulvet en islagt fjord.

Peer Gynt

Ja, men det allerbedste, —

moer, kan du minds det med? —

det var dog de glupe heste. —

Åse

Ja, mener du ikke jeg ved —?

Det var Karis kat vi fik låne;

den sad på en kubbestol —

Peer Gynt

Til slottet vestenfor måne

og slottet østenfor sol,

til Soria-Moria-slottet,

gik vejen både højt og lavt.

En kæp, som vi fandt i kottet,

du brugte til svøbeskaft.

Åse

Der fremme i dumpen jeg knejste —

Peer Gynt

Jo, jo; du gav tømmen løs,

og vendte dig, jævnt som vi rejste,

og spurgte mig om jeg frøs.

Gud signe dig, gamle styggen, —

du var dog en kærlig sjæl —!

Hvad ynker du for?

Åse

For ryggen;

det volder den hårde fjæl.

Peer Gynt

Stræk dig; jeg skal dig støtte.

Se så; nu ligger du blødt.

Åse

(urolig.)

Nej, Peer, jeg vil flytte!

Peer Gynt

Flytte?

Åse

Ja, flytte; så ønsker jeg stødt.

Peer Gynt

Du snakker! Bred over dig fellen.

Lad mig sidde på sengestok.

Se så; nu korter vi kvelden

både med stev og lok.

Åse

Hent heller postillen i kottet:

jeg er så urolig tilsinds.

Peer Gynt

I Soria-Moria-slottet

er der gilde hos konge og prins.

Hvil dig på slædepuden;

jeg kører dig did over mo —

Åse

Men, snille Peer, er jeg buden?

Peer Gynt

Ja, det er vi begge to.

(kaster en snor om stolen, hvor katten ligger, tager en kæp i hånden og sætter sig foran på sengefoden.)

Hyp! Vil du rappe dig, Svarten!

Moer, du fryser vel ej?

Jo-jo; det kendes på farten,

når Grane lægger ivej!

Åse

Kære Peer, hvad er det som ringer —?

Peer Gynt

De blanke dumbjelder, moer!

Åse

Hu, nej da, hvor hult det klinger!

Peer Gynt

Nu kører vi over en fjord.

Åse

Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser

og sukker så underligt vildt?

Peer Gynt

Det er granene, moer, som suser

på moen. Sid bare stilt.

Åse

Det gnistrer og blinker langt borte.

Hvor kommer den lysningen fra?

Peer Gynt

Fra slottets ruder og porte.

Kan du høre, de danser?

Åse

Ja.

Peer Gynt

Udenfor står Sankt Peder

og byder dig stige ind.

Åse

Hilser han?

Peer Gynt

Ja, med hæder,

og skænker den sødeste vin.

Åse

Vin! Har han også kager?

Peer Gynt

Ja da! Et smækfuldt fad.

Og salig provstinden lager

dig kaffe og eftermad.

Åse

Å, kors; kommer vi to sammen?

Peer Gynt

Så tidt og så jævnt du vil.

Åse

Å nej da, Peer, for en gammen

du kører mig, stakkar, til!

Peer Gynt

(smækker med pisken.)

Hyp; vil du rappe dig, Svarten!

Åse

Kære Peer, du kører vel ret?

Peer Gynt

(smækker igen.)

Her er brede vejen.

Åse

Den farten,

den gør mig så låk og træt.

Peer Gynt

Der ser jeg slottet sig højne;

om lidt så er kjørslen slut.

Åse

Jeg vil ligge og lukke øjne

og lide på dig, min gut!

Peer Gynt

Rap dig, Grane, min traver!

I slottet er stimlen stor;

mod porten de myldrer og kaver.

Nu kommer Peer Gynt med sin moer!

Hvad siger du, herr Sankt Peder?

Får ikke moer slippe ind?

Jeg mener, du længe leder,

før du finder så ærligt et skind.

Om mig vil jeg ikke snakke;

jeg kan vende ved slottets port.

Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke;

hvis ej, går jeg lige-nøjd bort.

Jeg har digtet så mangen skrøne,

som fanden på prækestol,

og skældt min moer for en høne,

fordi hun kagled og gol.

Men hende skal I agte og hædre

og gøre det rigtig tillags;

her kommer ikke nogen bedre

fra bygderne nutildags. —

Ho-ho; der har vi Gud Fader!

Sankt Peder, nu får du dit!

(med dyb stemme.)

«Hold op med de køgemester-lader;

moer Åse skal slippe frit!»

(ler højt og vender sig om til moderen.)

Ja, var det ikke det, jeg vidste?

Nu blev der en anden dans!

(angst.)

Hvorfor ser du, som øjet skulde briste?

Moer! Er du fra samling og sans —?

(går op til hovedgerdet.)

Du skal ikke ligge og glane —!

Snak, moer; det er mig, din gut!

(føler varsomt på hendes pande og hænder; derpå kaster hansnoren bort på stolen og siger dæmpet:)

Ja så! – Du kan hvile dig, Grane;

for ret nu er rejsen slut.

(lukker hendes øjne og bøjer sig over hende.)

Hav tak for alle dine dage,

for bank og for barne-bys! —

Men nu får du takke tilbage —

(trykker kinden mod hendes mund.)

Se så; det var tak for skyds.

Husmandskonen

(kommer.)

Hvad? Peer! Nå, så er vi over

den tungeste sorg og nød!

Herregud, hvor godt hun sover —

eller er hun —?

Peer Gynt

Hys; hun er død.

(Kari græder ved liget. Peer Gynt går længe omkring i stuen; endelig standser han ved sengen.)

Peer Gynt

Få moer med ære begravet.

Jeg får friste at fare herfra.

Konen

Skal du langvejs fare?

Peer Gynt

Mod havet.

Konen

Så langt!

Peer Gynt

Og længer endda.

(han går.)

Fjerde handling

(På sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket middags- bord, solsejl og sivmatter. Længere inde i lunden hængende køjer. Udenfor land ligger en dampyacht med norsk og ameri- kansk flag. Ved stranden en jolle. Det er henimod solnedgang.)

(Peer Gynt, en smuk middelaldrende herre i elegant rejsedragt, med guldlorgnet på brystet, præsiderer som vært for bordenden. Master Cotton, Monsieur Ballon samt herrerne v. Eberkopf og Trumpeterstråle ifærd med at slutte måltidet.)

Peer Gynt

Drik, mine herrer! Er man skabt

til nydelse, så skal man nyde.

Der står jo skrevet: tabt er tabt,

og væk er væk —. Hvad må jeg byde?

Trumpeterstråle

Du er superb som vært, broer Gynt!

Peer Gynt

Jeg deler æren med min mynt,

med kok og stewart —

Master Cotton

Very well;

en skål for alle fires held!

Monsieur Ballon

Monsieur, De har en gout, en ton,

som nutildags kun sjelden findes

hos mænd, der lever en garçon, —

et visst, jeg ved ej hvad —

v. Eberkopf

Et vift,

et skær af frigjort åndsbetragtning

og verdensborgerdomsforpagtning,

et syn igennem skyens rift,

der ej af snever fordom bindes,

et præg af højere forklaring,

en ur-natur med livserfaring

på trilogiens top forent.

Ej sandt, Monsieur; så var det ment?

Monsieur Ballon

Jo, meget muligt; ikke ganske

så smukt det klinger i det franske.

v. Eberkopf

Ej was! Det sprog er og så stivt. —

Men hvis til fænomenet grunden

vi søge vil —

Peer Gynt

Så er den funden.

Det er fordi jeg ej er gift.

Ja, mine herrer, ganske klar

er tingen. Hvad skal manden være!

Sig selv; det er mit korte svar.

Om sig og sit han skal sig kære.

Men kan han det, som pak-kamél

for andres ve og andres vel?

v. Eberkopf

Men denne for- og i-sig-væren,

jeg lover, har Dem kostet strid —

Peer Gynt

Å ja såmen; i fordums tid;

men altid gik jeg bort med æren.

Engang var jeg dog ganske nær

i fælden fanget mod min vilje.

Jeg var en rask og vakker fyr;

og damen, som jeg havde kær, —

hun var af kongelig familje —

Monsieur Ballon

Af kongelig?

Peer Gynt

(henkastet.)

Af disse ætter,

De ved nok —

Trumpeterstråle

(slår i bordet.)

Disse adelstroll!

Peer Gynt

(trækker på skulderen.)

Forlagte højheder, som sætter

sin stolthed i, plebejerpletter

at holde væk fra stammens skjold.

Master Cotton

Gik så affæren overstyr?

Monsieur Ballon

Familjen var imod partiet?

Peer Gynt

Nej, tvertimod!

Monsieur Ballon

Ah!

Peer Gynt

(skånsomt.)

De forstår!

der gaves ting, som talte for

at få os snarest muligt viet.

Men, rentud sagt, det hele væsen

var mig fra først til sidst imod.

Jeg er i visse dele kræsen,

og helst jeg står på egen fod.

Og da nu svigerfader kom

forblommet frem med fordring om

jeg skulde skifte navn og stilling

og løse adelskabsbevilling,

samt mangt og meget højst usmageligt,

for ej at sige uantageligt, —

så trak jeg mig med anstand ud,

gav afslag på hans ultimatum —

og afkald på min unge brud.

(trommer på bordet og synes andægtig.)

Ja, ja; der råder dog et fatum!

På det vi mennesker kan lide;

og det er trøsteligt at vide.

Monsieur Ballon

Og dermed sagen var forbi?

Peer Gynt

Nej, jeg fik føle noget andet;

thi uvedkommende sig blanded

med høje ramaskrig deri.

Værst var familjens yngre lemmer.

Med syv af dem jeg fik duel.

Det var en tid, jeg aldrig glemmer,

skønt jeg gik ud deraf med held.

Det kosted blod; men dette blod

gier brev på min persons fordyrelse,

og peger styrkende imod,

som sagt, et fatums vise styrelse.

v. Eberkopf

De har et blik på livets gang,

der hæver Dem til tænker-rang.

Imens en slet og ret formener

ser hver for sig de spredte scener,

og aldrig ender med at famle,

forstår De alt til et at samle.

Med samme norm De alting måler.

De spidser til hver løs eragtning,

så hver og en går ud som stråler

fra lyset af en livsbetragtning. —

Og De har ingentid studeret?

Peer Gynt

Jeg er, som jeg Dem før har sagt,

en blot og bar autodidakt.

Methodisk har jeg intet lært;

men jeg har tænkt og spekuleret,

og læst mig til en del af hvert.

Jeg har begyndt i ældre alder;

da ved De jo, lidt tungt det falder

at pløje side op og ned

og tage ligt og uligt med.

Historien har jeg taget stykkevis;

thi mere fik jeg aldrig tid til.

Og da man jo i tunge tider

et noget visst må sætte lid til,

så tog jeg religionen rykkevis.

På den manér det bedre glider.

Man skal ej læse for at sluge,

men for at se, hvad man kan bruge —

Master Cotton

Se, det er praktisk!

Peer Gynt

(tænder en cigar.)

Kære venner;

betænk mit levnetsløb forresten.

Hvorledes kom jeg først til Vesten!

Som fattig karl med tomme hænder.

Jeg måtte slide sårt for føden;

tro mig, det faldt mig tidtnok svært.

Men livet, venner, det er kært;

og, som man siger, besk er døden.

Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;

og gamle fatum, han var bøjelig.

Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,

så gik det stedse bedre, bedre.

Ti år derefter bar jeg navn

af Krøsus mellem Charlestowns rhedre.

Mit rygte fløj fra havn til havn;

jeg havde lykken inden borde —

Master Cotton

Hvad gjaldt trafiken?

Peer Gynt

Mest jeg gjorde

i negere til Karolina

og gudebilleder til Kina.

Monsieur Ballon

Fi donc!

Trumpeterstråle

For tusend, farbroer Gynt!

Peer Gynt

De finder nok bedriften svævende

på det tilladeliges pynt?

Jeg selv har følt det samme levende.

Jeg fandt den endog odiøs.

Men, De kan tro mig, først begyndt,

det holder hårdt at slippe løs.

Ialfald er det yderst svært

i slig en stor forretningsførelse,

der sætter tusender i rørelse,

at bryde ganske overtvert.

Det «overtvert» jeg kan ej lide,

men tilstår på den anden side,

at jeg har altid næret agt

for hvad man kalder konsekventserne;

og det, at overskride grænserne,

har stedse gjort mig lidt forsagt.

Desuden tog jeg til at ældes;

jeg nærmed mig mod femtiårene, —

fik efterhånden gråsprængt hår;

og skønt min helbred var fortrinlig,

så faldt den tanke dog mig pinlig:

hvem ved, hvor snart den time slår,

da jurykendelsen skal fældes

og skille bukkene fra fårene.

Hvad var at gøre? Standse farten

på Kina gik umuligt an.

Jeg fandt dog udvej, åbned snart en

forretning til på samme land.

Hver vår jeg guder exporterte;

hver høst jeg prester udklarerte,

forsynte dem med det fornødne,

som strømper, bibler, rum og ris —

Master Cotton

Ja, mod profit?

Peer Gynt

Naturligvis.

Det gik. De virked ufortrødne.

For hver en gud, hist over købt,

de fik en Kulier grundigt døbt,

så virkningen neutralisertes.

Missionens mark lå aldrig brak;

thi guderne, som kolportertes,

af presterne blev holdt i schak.

Master Cotton

Nå, men de afrikanske varer?

Peer Gynt

Der sejred også min moral.

Jeg indså, den trafik var gal

for folk i fremadskreden alder.

Man ved jo ej når fra man falder.

Og dertil kom de tusend snarer

fra vore filantropers lejr,

for ej at nævne kapringsfarer,

samt risiko af vind og vejr.

Alt dette sammenlagt vandt sejr.

Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene;

se til, at du kan rette fejlene;

så købte jeg mig land i Syden,

beholdt den sidste kødimport,

som også var af prima sort.

De trivedes, blev blanke, fede,

så det var mig og dem en glæde.

Ja, jeg tør sige uden skryden,

jeg handled mod dem som en faer, —

hvad sine gode renter bar.

Jeg bygged skoler, for at dyden

bestandig kunde holdes på

et visst almindeligt niveau,

og påså strængt at ingenstunder

dens thermometer sank derunder.

Nu desforuden af de dele

jeg har mig ganske trukket ud; —

jeg har plantagen samt dens hele

besætning solgt med hår og hud.

På afskedsdagen gav jeg og

til små og store gratis grog,

så mænd og kvinder fik en rus,

og enkerne desuden snus.

Se, derfor håber jeg, såfremt

det ord ej er et mundsvejr blot:

hver den, som ej gør ondt, gør godt, —

så er min fortids fejlgreb glemt,

og jeg kan holde, mer end mangen,

med dyder mine synder stangen.

v. Eberkopf

(klinker med ham.)

Hvor det er styrkende at høre

et livsprincip i scene sat,

forløst fra theoriens nat,

urokket af det ydre røre!

Peer Gynt

(som under det foregående har stukket flittigt på flaskerne.)

Vi mænd fra Nord forstår at føre

vor krig igennem! Kunstens nøgle

i livets sag er simpelthen

at holde øret tæt igen

for indpas af en farlig øgle.

Master Cotton

Hvad for en øgle, dyre ven?

Peer Gynt

En liden en, en fult forførende

til det i et og alt afgørende.

(drikker igen.)

Hvad hele vove-kunsten gælder,

den kunst, at eje dådens mod, —

det er: at stå med valgfri fod

imellem livets lumske fælder, —

at vide visst, at alle dage

er ikke slut med stridens dag, —

at vide, dig står åben bag

en bro, som bære kan tilbage.

Den theori har holdt mig frem;

den har min hele vandel farvet;

og theorien har jeg arvet

fra slægten i min barndoms hjem.

Monsieur Ballon

De er jo norsk?

Peer Gynt

af fødsel, ja!

Men verdensborger af gemyt.

For hvad jeg har af lykken nydt,

jeg takke kan Amerika.

De vel forsynte bogreoler

jeg skylder Tysklands yngre skoler.

Fra Frankrig fik jeg mine veste,

min holdning og min skærv af ånd, —

fra England en arbejdsom hånd

og skærpet sans for eget bedste.

Af Jøden har jeg lært at vente.

Lidt hang til dolce far niente

jeg fra Italien fik i sending, —

og engang i en snever vending

jeg øged mine dages mål

ved bistand af det svenske stål.

Trumpeterstråle

(hæver sit glas.)

Ja, svenske stålet —!

v. Eberkopf

Stålets svinger

vi først og fremst vor hyldest bringer!

(de klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed i hovedet.)

Master Cotton

Alt dette her er såre godt; —

men, Sir, nu gad jeg vide blot,

hvad De med Deres guld vil gøre.

Peer Gynt

Hm; gøre? Hvad?

Alle fire

(rykker nærmere.)

Ja, lad os høre!

Peer Gynt

Nu, for det første gå på rejser.

Se, derfor tog jeg jer ombord

som selskabsbrødre i Gibraltar.

Jeg trængte til et danserkor

af venner om mit guldkalv-altar —

v. Eberkopf

Højst vittigt sagt!

Master Cotton

Men ingen hejser

sit sejl for blot og bart at sejle.

De har et mål, det kan ej fejle.

Og målet er —?

Peer Gynt

At blive kejser.

Alle fire

Hvad?

Peer Gynt

(nikker.)

Kejser!

Herrerne

Hvor?

Peer Gynt

I hele verden.

Monsieur Ballon

Hvorledes, ven —?

Peer Gynt

I kraft af guldet!

Den plan er ingenlunde ny;

den sjælen var i al min færden.

Som gut jeg har i drømme rullet

vidt over havet på en sky.

Jeg steg med slæb og gylden slire, —

og dratted ned på alle fire.

Men målet, venner, stod ved magt. —

Der er jo skrevet eller sagt

etsteds, jeg mindes ikke hvor,

at hvis du vandt den ganske jord,

men selv dig tabte, var din vinding

kun krans omkring en kløvet tinding.

Så står der, – eller noget sligt;

og dette ord er intet digt.

v. Eberkopf

Men hvad er da det gyntske selv?

Peer Gynt

Den verden bag min pandehvælv,

som gør, at jeg er ingen anden,

end mig, så lidt som Gud er fanden.

Trumpeterstråle

Nu skønner jeg, hvorhen det sigter!

Monsieur Ballon

Sublim som tænker!

v. Eberkopf

Høj som digter.

Peer Gynt

(i stigende stemning.)

Det gyntske selv, – det er den hær

af ønsker, lyster og begær, —

det gyntske selv, det er det hav

af indfald, fordringer og krav,

kort alt, som netop mit bryst hæver,

og gør at jeg, som sådan, lever.

Men som Vorherre trænger muldet,

skal han bestå som verdens Gud,

så har jeg og behov for guldet,

skal jeg som kejser ta'e mig ud.

Monsieur Ballon

Men guldet har De!

Peer Gynt

Ikke nok.

Ja, måske for en to-tre etmål,

som kejser à la Lippe-Detmold.

Men jeg vil være mig en bloc,

vil være Gynt på hele kloden,

Sir Gynt fra toppen og til roden!

Monsieur Ballon

(henreven.)

Besidde verdens første dejlighed!

v. Eberkopf

Al hundredårs Johannisberger!

Trumpeterstråle

Og alle Karl den tolvtes værger!

Master Cotton

Men først en profitabel lejlighed

til transaktion —

Peer Gynt

Den er alt funden;

og dertil var vor ankring grunden.

Iaften farten står mod nord.

Aviserne, jeg fik ombord,

beretter mig en vigtig nyhed —!

(rejser sig med hævet glas.)

Det er, som lykken uden ophør

bær hjælp til den, der selv har kryhed —

Herrerne

Nu? Sig os —!

Peer Gynt

Hellas er i oprør.

Alle fire

(springer op.)

Hvad! Grækerne —?

Peer Gynt

Har rejst sig hjemme.

De fire

Hurra!

Peer Gynt

Og Tyrken er i klemme!

(tømmer glasset.)

Monsieur Ballon

Til Hellas! Ærens port står åben!

Jeg hjælper med mit franske våben!

v. Eberkopf

Og jeg med opråb – på distance!

Master Cotton

Jeg ligeså – med leverance!

Trumpeterstråle

Gå på! Jeg finde skal i Bender

de verdenskendte sporespænder!

Monsieur Ballon

(falder Peer Gynt om halsen.)

Tilgiv mig, ven, at jeg en stund

har miskendt Dem!

v. Eberkopf

(trykker hans hænder.)

Jeg dumme hund,

jeg holdt Dem hartad for en slyngel!

Master Cotton

Det er for stærkt; kun for en nar —

Trumpeterstråle

(vil kysse ham.)

Jeg, farbror, for et exemplar

af Yankee-pakkets værste yngel —!

Forlad mig —!

v. Eberkopf

Vi har alle famlet —

Peer Gynt

Hvad snak er det?

v. Eberkopf

Nu ser vi samlet

i glans den hele gyntske hær

af ønsker, lyster og begær —!

Monsieur Ballon

(beundrende.)

Så det var Monsieur Gynt at være!

v. Eberkopf

(ligeså.)

Det er at være Gynt med ære!

Peer Gynt

Men sig mig dog —?

Monsieur Ballon

Forstår De ej?

Peer Gynt

Ifald jeg gør, jeg la'er mig hænge!

Monsieur Ballon

Hvorledes? Går ej Deres vej

Til Grækerne med skib og penge?

Peer Gynt

(blæser.)

Nej mange tak! Jeg støtter styrken

og låner pengene til Tyrken.

Monsieur Ballon

Umuligt!

v. Eberkopf

Vittigt sagt, men spøg!

Peer Gynt

(tier lidt, støtter sig til en stol og antager en fornem mine.)

Hør, mine herrer, det er bedst

vi skilles, før den sidste rest

af venskab blaffrer bort i røg.

Hvo intet ejer, letvindt vover.

Når man af verden råder knapt

den stribe muld man skygger over,

man til kanonmad er som skabt.

Men står man berget på det tørre,

som jeg, da er ens indsats større.

Gå De til Hellas. Jeg skal sende

Dem gratis væbnede iland.

Jo mer De øger stridens brand,

desbedre kan jeg buen spænde.

Slå smukt for frihed og for ret!

Løb storm! Gør Tyrken helvedet hedt; —

og slut med hæder Deres dage

på Janitscharens lansestage. —

Men hav mig undskyldt.

(slår på lommen.)

Jeg har mynt

og er mig selv, Sir Peter Gynt.

(han slår sin solskærm op og går ind i lunden, hvor hænge-køjerne skimtes.)

Trumpeterstråle

Den svinske karl!

Monsieur Ballon

Ej sans for ære —!

Master Cotton

Å, æren, den fik endda være;

men tænk jer, hvad enorm profit

for os, hvis landet slog sig frit —

Monsieur Ballon

Jeg så mig alt som sejervinder

i kreds af skønne Grækerinder!

Trumpeterstråle

Jeg så i mine svenske hænder

de heltestore sporespænder!

v. Eberkopf

Jeg mit uhyre fædrelands

kultur så spredt til lands og vands —!

Master Cotton

Det værste tab er det reelle.

Goddam! Jeg kunde tårer fælde!

Jeg så mig som Olympens ejer.

Hvis berget svarer til sit ry,

så må der findes kobberlejer,

som kunde tages op påny.

Og dertil denne elv, Kastale,

hvorom der går så megen tale,

med fald på fald, beregnet lavt

til mer end tusend hestes kraft —!

Trumpeterstråle

Jeg går endda. Mit svenske sværd

er mer end Yankee-guldet værd!

Master Cotton

Måske; men, ind i rækken stukne,

vi vil i massens mængde drukne;

og hvor blir så profiten af?

Monsieur Ballon

Fordømt! Så nær ved lykkens tinde; —

og så at standse ved dens grav!

Master Cotton

(med knyttet hånd mod fartøjet.)

Hin sorte kiste slutter inde

nabobens gyldne negersved —!

v. Eberkopf

En kongetanke! Fort! Afsted!

Hans kejserdom er om en hals!

Hurra!

Monsieur Ballon

Hvad vil De?

v. Eberkopf

Vinde magten!

Besætningen er let tilfals.

Ombord!

Jeg annekterer yachten!

Master Cotton

De – hvad —?

v. Eberkopf

Jeg kniber alt iflæng!

(går ned til jollen.)

Master Cotton

Da byder mig mit eget tarv

at knibe med.

(går efter.)

Trumpeterstråle

Det er en skarv!

Monsieur Ballon

Et keltringstykke —! Men – enfin!

(følger de andre.)

Trumpeterstråle

Jeg får vel følge dem på færden, —

men protesterer for alverden —!

(går efter.)

(Et andet sted på kysten. Måneskin og drivende skyer. Yachten går langt ude for fuld damp.)

(Peer Gynt løber langs stranden. Snart kniber han sig i armen, snart stirrer han ud over havet.)

Peer Gynt

Mareridt! – Væv! —

Nu vågner jeg snart!

Den står fra land! Og i rasende fart! —

Bare væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!

(knuger hænderne.)

Det går dog umuligt an, at jeg dør!

(rykker sig i håret.)

En drøm! Jeg vil det skal være en drøm!

Forfærdeligt! Hu; det er sandhed,

desværre!

Mine asner af venner —! Hør mig, Vorherre!

Du er jo så vis og retfærdig —!

O, døm —!

(med oprakte arme.)

Det er mig, Peter Gynt!

Å, Vorherre, pas på!

Tag dig af mig, fader; ellers må jeg forgå!

Lad dem bakke maskinen! Lad dem fire ned giggen!

Stop tyvene! Gør noget uklart i riggen!

Hør mig! Lad ligge de andres grejer!

Verden skøtter sig nok selv imens! —

Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!

Det er stel! En Gud, som på råd er læns!

(vinker opad.)

Pst! Jeg har skilt mig ved negerplantagen!

Jeg har skikket missionærer over til Asien!

En håndsrækning er dog en anden værd!

Å, hjælp mig ombord —!

(en ildstråle skyder ivejret fra yachten og en tyk røg vælter ud; et hult knald høres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet; lidt efter lidt trækker røgen bort; skibet er forsvundet.)

Peer Gynt

(bleg og sagte.)

Det var straffens sværd!

Tilbunds med mand og mus i et plump!

O, evigt priset være lykkens slump —

(rørt.)

Slumpetræf? Nej, det var mer end så.

Jeg skulde frelses og de forgå.

O, tak og pris, at du har mig hyttet,

holdt øje med mig trods alle

mine brøst —

(ånder dybt ud.)

Hvilken vidunderlig tryghed og trøst

i at vide sig selv separat beskyttet.

Men i ørken! Hvor får jeg mad

og drikke?

Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå.

Det er ikke så farligt; —

(højt og indsmigrende.)

han vil visst ikke,

at jeg lille fattige spurv skal forgå!

Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham frist.

Lade herren råde; ikke hænge med ørene —

(farer forskræmt ivejret.)

Var det en løve, som knurred i rørene —?

(med klapprende tænder.)

Nej, det var ingen løve.

(mander sig op.)

En løve; jo visst!

De bæster, de holder sig nok afsides.

Med sin overmand er det ikke grejdt at bides.

De har jo instinkt; – de føler, som sandt er,

det er farligt at lege med elefanter. —

Men alligevel – jeg får finde et træ.

Derborte svajer akazier og palmer;

kan jeg flyve derop, har jeg tryghed

og læ, —

især hvis jeg dertil kunde et par salmer —

(klattrer op.)

Morgenen er ikke kvelden lig;

det skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.

(sætter sig tilrette.)

Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet.

Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.

Bare bygge på ham. Han ved hvad portion

af nødens kalk jeg er mand for at drikke.

Han er faderligt sindet imod

min person; —

(kaster et øje udover havet og hvisker med et suk:)

men økonom, – nej, det er han ikke!

(Nat. Marokkansk lejr på grænsen mod ørken. Vagtild og hvilende krigere.)

En slave

(kommer og river sig i håret.)

Væk er kejserens hvide ganger!

En anden slave

(kommer og sønderriver sine klæder.)

Kejserens hellige dragt er stjålen!

Opsynsmand

(kommer.)

Hundred slag får under sålen

hver, som ikke tyven fanger!

(Krigerne stiger til hest og galopperer bort i alle retninger.)

(Daggry. Trægruppen med akazier og palmer.)

(Peer Gynt i træet med en afbrukken gren i hånden holder sig en sværm abekatte fra livet.)

Peer Gynt

Fatalt! En højst ubehagelig nat.

(slår om sig.)

Er du der igen? Det er dog forbandet;

Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet.

Et væmmeligt dyr, den abekat!

Der står jo skrevet: du skal våge og fægte.

Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og mat.

(forstyrres igen; utålmodig.)

Jeg må få en pind for det uvæsen sat!

Jeg må se at få fanget en af de knægte,

hængt ham og krængt ham og klædt mig ud

på sæt og vis i hans lådne hud,

så vil de andre tro jeg er ægte. —

Hvad er vi mennesker? Kun et fnug.

Og lidt får man læmpes efter skik og brug. —

Atter en sværm! De myldrer og kryr.

Pak jer! Tsju! De ter sig som gale.

Havde jeg blot en forloren hale, —

noget sådant, som gav en vis lighed med dyr —.

Hvad nu? Der tasser det over mit hode —!

(ser op.)

Den gamle, – med næverne fulde af smuds —!

(kryber ængstelig sammen og holder sig en stund stille. Abe-katten gør en bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og god-snakke, som for en hund.)

Peer Gynt

Ja, – er du der, du gamle Bus!

Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!

Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt —

Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner!

Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender?

Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt;

Bus skal få sukker imorgen —! Det bæst!

Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! —

Eller kanske det var føde? Det smagte ube-

stemmeligt;

dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.

Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:

man får spytte og håbe på vanens magt? —

Der er ynglen også!

(fægter og slår.)

Det er dog for galt,

at mennesket, denne skabningens herre,

skal se sig nødt til —! Gevalt! Gevalt!

Den gamle var fæl, men de unge er værre!

(Tidlig morgen. Stenet egn med udsigt ind over ørken. På den ene side en fjeldkløft og en hule.)

(En tyv og en hæler i kløften med kejserens hest og klæd-ning. Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. Ryttere langt borte.)

Tyven

Lansernes tunger,

slikkende, spillende, —

se, se!

Hæleren

Jeg føler alt knappen

i sandet trillende;

Ve, ve!

Tyven

(folder armene over brystet.)

Min fader var tyv;

hans søn må stjæle.

Hæleren

Min fader var hæler;

hans søn må hæle.

Tyven

Din lod skal du bære;

dig selv skal du være.

Hæleren

(lytter.)

Fodtrin i krattet!

På flugt! Men hvor?

Tyven

Hulen er dyb

og profeten stor!

(de flygter og lader kosterne i stikken.

Rytterne taber sig i det fjerne.)

Peer Gynt

(kommer, skærende på en rørfløjte.)

Hvilken livsalig morgenstund! —

Skarnbassen triller sin kugle i gruset;

sneglen kryber af sneglehuset.

Morgenen; ja, den har guld i mund. —

Det er dog i grunden en mærkelig magt,

naturen har sådan i dagslyset lagt.

Man føler sig så tryg, føler modet vokse,

turde gerne, om så var, binde an med en okse. —

Hvilken stilhed omkring! Ja de landlige glæder, —

ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;

at man lukker sig inde i de store stæder,

blot for at rendes af pakket på dør. —

Nej; se, hvor firbenen vimser omkring,

snapper og tænker på ingenting.

Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.

Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,

bevarer sit særlige præg uudsletteligt,

er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,